The worst loneliness is not to be comfortable with yourself.
Mark Twain

Der kan være dage, hvor tanken om at skulle være alene, og i fred og ro nyde mit eget selskab er berusende. Når jeg suverænt kan bestemme alt selv, hvor det er frigørende at tænke på, at absolut ingen ved, hvad jeg laver lige nu. Ingen forpligtelser, hensyn og forventninger. Det er magtfuldt og nærmest uundværligt. Stærkt vanedannende.

Men der er også dage, hvor tanken om at komme hjem til en tom lejlighed, hvor ingen spørger om dagen, turen og udfordringerne gik godt – er rædselsvækkende og røvkedelig. Når ingen lægger øre til bekymringer, når ingen griner med, når ingen hjælper med de svære opgaver, når ingen trøster eller dulmer. Det er så rædselfuldt, at jeg virkelig skal tage mig sammen for ikke at løbe væk – flygte ind i tusindvis af aftaler, der kan dulme og holde følelsen på afstand.

Gid ingen iblandt os skal ende med at blive
Så alene at slet ingen ved det

Lav sol over Århus. Frostvæskeklar poesi
Gnags

Som enebarn og tilmed et genert et af slagsen har jeg omfattende erfaring med at være alene – sådan fysisk. Det kan man sagtens lære at nyde og være i. En anden sag er at føle sig alene og erkende at man dybest set er alene, at tackle skuffelsen over at ingen kommer og befrier mig fra den følelse.

Måske bliver man først rigtig voksen, når man kan tage sig af sin egen ensomhed? Når man erkender og forstår at man er alene, og at man ikke dør af skræk over at være det. Når man kan bære, hvile i og rumme sig selv.

Erkendelsen af ensomhedens væsen giver sig udslag i ren kærlighed.
En universel kærlighed, der tillader os, eller måske nærmere gør os til autentiske, kærlige handlende individer, hvis vi tør være i og give os tid til at pleje vores ensomhed og ikke blot haste videre, som om vi ikke føler os ensomme.

Når vi giver dét videre, vi ægte består af, uden forventninger, og når vi handler ægte, oprigtigt og kærligt, toner vores ensomhedsfølelse helt bort. Når vi uden forventning skaber en samhørighed af kærlighed også med os selv og vore muligheder, kommer vi i bedre balance.
Den umoderne ensomhed – Merete Gundersen

Men hvad er det, så man savner i sin ensomhed. Jeg savner et spejl:

Det er et vigtigt moment for at få et godt liv at være sammen med nogen, der kan se en og opleve en, som den man er.

…

Ømhed og omsorg er at give og blive modtaget. Mennesket har brug for både at give og at modtage.

Det kræver en stor grad af tillid og tryghed. En høj grad af kontakt. Følelsen af at blive forstået og oplevet indeni på et dybt fornemmelsesplan uden ord. Den særlige relation mellem modtager og giver afgør kvaliteten. At giveren gør det rigtige og ikke det forkerte. At giveren holder af og har en særlig indsigt i modtagerens situation.
Jeg vil bestemme – en bog om det gode liv. Tverskov, Hoffmeyer og Jakobsen

Det jeg ikke kan lide ved at være alene, det er at der ikke er nogen at spejle sig i – ingen at dele med, ingen at tale med. Jeg bliver simpelthen bange for, at jeg slet ikke eksisterer, når ingen ser mig. Jeg kommer til at savne den gode kontakt med et andet menneske – samhørigheden og forståelsen. Kærligheden fra en, der vil mig.

Det er en befrielse at forstå, at det er sådan at tingene hænger sammen. Forståelsen kan fjerne angsten og magtesløsheden. Men det er bare ikke hver dag, man husker at forstå.

There is a crack in everything. That’s how the light gets in.
Leonard Cohen