Folk hamstrer igen ‘De 5’ bøger, rapporteres det fra det skyldige forlag, der står for genudgivelsen af dette fortidslevn. Det er ren nostalgi, for forlaget mener ikke, at de unge gider at læse bøgerne, men de er heller ikke primær målgruppen, for seniorerne er det som at bevare et stykke af verden fra før den gik af lave. Det må være samme målgruppe som hver lørdag i den bedste sendetid sidder lænket til ‘Vagabonderne fra Bakkegården’.
Men jeg må da indrømme, at jeg også begraver mit uskyldige barn i Kaj og Andrea, Bjergkøbing Grand Prix og Mis med de blå øjne, ud fra logikken: det fungerede for os, så fungerer det også for Jer – uden skelen til at tiderne måske har ændret sig, og at Sigurd Barret m.fl. måske også har noget at byde på…
Det er også kommet mig for øre at folk også hamstrer Tamiflu og jeg ved ikke om det bare er mig der er dumdristig og skødesløs, men det er ligesom gået lidt hen over hovedet på mig, at det nu skulle være nødvendigt at indkøbe den slags ‘livsforsikringer’. På den anden side så er det efter min mening naivt at tro at man kan dæmme op for noget ved at forbyde udendørs høns, men hvad ved jeg…