Kynikeren udtaler: ‘Man får ingenting for at være flink’
Min far svarer: ‘Men alligevel bliver jeg ved med at gå og håbe’
Tossegod er man, når man er gavmild på en enfoldig eller naiv måde. Uselvisk, altruistisk, generøs, hjælpsom og betænksom.
Jeg er opdraget til tossegodhed. Opdraget til at dyrke glæden ved at glæde andre. Og finde anerkendelse ved at være opofrende. At lykken findes i at hjælpe andre. Opdraget til at det er skamfuldt at være egoistisk. Opdraget til at udsætte, tilsidesætte, men desværre også ligefrem at undertrykke egne behov.
Bagsiden for mig er, at jeg godt kan ende i en offerrolle, et martyrium – jeg kan ihvertfald høre mig selv tænke, at os gode og pletfri mennesker vi er hævede over pøblen nede i det egoistiske søle. Jeg ser hånligt ned på smålighed og grådighed. Måske er det fordi jeg ikke er fuldt uddannet som ægte tossegod.
Men jeg har altså en nedarvet trang til at give uden at forvente at få noget retur. Og så alligevel, for vi er jo ikke rene helgener, for som far siger, så går man dog alligevel og håber, at al den godhed ikke er spildt. At sødheden kommer tilbage, om ikke andet så som god karma.
Vi tossegode håber, at vi kvalificerer os til at blive elskede. Vi længes efter at blive behandlet ligeså godt.
Og nogle gange bliver vi skuffede. Nogle gange er utak verdens løn – og os tossegode ved ikke noget værre end utaknemmelighed. Den rædsomme fornemmelse af, at min godhed bliver taget for givet. Forskrækket over verdens ondskab. At andres virkelighed er så anderledes end vores. Og dermed håndsky, så vi har svært ved at tage imod andres gode gerninger. Men når jeg så møder anden sjæl, der er tossegod på samme måde som mig, der gør et eller andet fantastisk uselvisk for netop mig, så bliver jeg som gelé. Og tuder som pisket. En enkelt strøg med hårene og troen på tossegodheden er genstartet på et spilt-sekund. Jeg er nem. Og naiv.
Får man ingenting for at være flink? Er utak verdens løn?
Ja, den er go’ med dig du!
Ja, er du tosset!
Er såmænd bare en egoist forklædt i søndagstøj…
Egoisme og selvoptagethed, fokus på egne behov på den ene side – og tossegod, selvudslettede, flink på den anden. Grådig eller nøjsom. To yderpoler. Og en mellemvej? Kan man gøre det der er rigtigt og vigtigt for sig selv, samtidig med at man er hjælpsom og har interesse for andres ve og vel? Ja. Men problemet opstår når de to er i modsætningsforhold. Hvad gør man så? Skal man tage hensyn til sig selv eller de andre først? Hvad er man forpligtet til, hvad skylder man, hvad kan man forvente, regne med?
Betaler det sig at være flink? Får man det hele igen, en anden gang? Det tror jeg ikke man skal gå ud fra, med mindre man har lavet en tydelig kontrakt på hvad, hvordan og hvornår. Er følelseslivet da reduceret til en forretning? Og hvad så hvis verden ser anderledes ud til den tid og man ikke kan holde ord?
Du lovede mig i medgang og modgang – og vi er ikke døde..
Anden vinkel: Begreberne god og rar kobles ofte sammen med egenskaber som naivitet, beskedenhed og underlegenhed. Men forfatteren, Stefan Einhorn, lægger en helt anden betydning ind i ordene: ´For mig er et godt og rart menneske et menneske, som lever med etikken i sit hjerte´.
Og det ´gode, rare´ menneske er sidst af alt naiv eller dum. Tværtimod er det meget kloge mennesker, der har forstået, at det vi gør for andre, gør vi også for os selv. Men godhed er en egenskab, som skal forvaltes med allerstørste omtanke. At være god på en ægte og positiv måde er virkelig en kunst.
I Kunsten at være et godt menneske skriver Stefan Einhorn blandt andet om, hvad ægte godhed indebærer, og om de modsatrettede kræfter, som kan forhindre os i at være gode. Han redegør også for de videnskabelige studier, som viser, at godhed faktisk betaler sig og giver praktiske råd om, hvordan man kan anvende dette i hverdagslivet.
Godhed er det bedste vi kan tilbyde vores omverden – og os selv.
@ Line Tak for nogle rigtig gode kommentarer. Mit indlæg var åbenbart en slags forudanelse, for i denne uge ramlede jeg lige ind i nogle udfordringer, der satte min opfattelse af ordenlig opførsel og godhed under stort pres. Jeg tænker derfor fortsat over dine vinkler og vender tilbage.