Danmark, landsbyskolen anno 1950:

‘Jeg mindes vi gik en tur hele skolen – to og to hånd i hånd – ned til Lunden. Mælkebøtterne blomstrede på begge sider af den græssti, vi gik på, og vi sang i kor: Kom Maj, du søde milde’

Danmark, børnehaven anno 1978:

Pædagogerne var på barikaderne og havde lavet et stort demonstrations banner, der hang hen over garderobe-rækkerne.

Og de sang: ‘Vi voksne kan også være bange, og synge lange, lange bange sange’

…

Fra det øjeblik jeg hørte den sang blev verden mere farlig. Jeg kan huske den voldsomme erkendelse det var, at voksne også kan være bange. Det var jo dem der skulle passe på mig, når jeg var bange.
Det gjorde også enormt indtryk på mig at de havde lavet store huller i banneret – sikkert af hensyn til vindmodstanden – men det virkede på en eller anden måde ikke som noget voksne skulle gøre.
Jeg var letpåvirkelig og sart.

Hvad mon vidunderdrengene tager med i hukommelsen, når de i år 2030 kigger tilbage?