Læste følgende replik i min japanske roman, som fik mine tanker hen på to fraktioner i min familie, der betjener sig af vidt forskellige taktikker i omgangen med andre mennekser:

“My grandpa always said that asking questions is embarrassing for a moment, but not asking is embarrassing for a lifetime” Kafka on the Shore Haruki Murakami

På mødrene side spørger man ikke, for man vil ikke blande sig, endten fordi man er genert og bange for om man kan håndtere svaret,og/eller fordi man vil respektere sin næste. Man regner med, at folk selv fortæller, hvis de har et budskab, der skal frem. Men det betyder også, at man altid er den sidste, der får nys om ditten og datten, for når man ikke spørger, er man vel ikke interesseret.

På fædrene side er mottoet: Hvis man ikke spørger, så får man ikke noget at vide. Man er nysgerrig og videbegærlig udfra en sund interesse i sin næste, og måske fordi man har lidt travlt med, hvad de andre går og gør. Det betyder, at folk nogle gange venter med at fortælle ting til den nysgerrige, fordi de ved de kan risikere at nyheder spredes uhæmmet.

Jeg synes selv, at jeg balancerer udemærket ved at stikke fingeren i jorden inden jeg spørger, men gæt selv, hvem jeg synes jeg slægter mest på, da jeg jo er totalt nysgerrig.
Mit motto: regn ikke med at folk selv begynder at fortælle, de skal opmundres.