Inden man får børn, får man fortalt alle mulige og umulige historier om, hvordan det er at være på den anden side. Ligemeget hvad, så kan man ikke forestille sig omfanget af omvæltningen og hvordan det føles, hvad der bliver svært, og hvad der er fantastisk.

Der er imidlertid også detaljer, som ingen invier dig i. Indtil idag.
Forleden aften ser husbonden og jeg film, det er en ny luksus, som vi har genoptaget, nu Lillebror sover om aftenen. Filmen hed: Children of men og der var bl.a. scener, hvor en nyfødt skal beskyttes mod verdens farer og man mærker hovedpersonernes panik og hører barnets gråd. Det var meget autentisk, og når man er kommet ud af træning med at se film, så virker det nok stærkere, jeg følte mig ihvertfald hensat til timerne efter mine børns fødsler (der heldigvis var knap så kaotiske), hvor beskyttelsestrangen vælder ind over en.
Hvorom alting er, så skete der pludselig det, jeg kun har hørt om og egentlig ikke rigtig troede på, nemlig at lyden af en andens grædende spædbarn, får mælken til at løbe. Og helt ærlig, det er da bare for meget, at man sidder der i sofaen og sviner sit tøj til uden at opdage det, før det er for sent.

Så er du advaret! Det der mælk, det kan være et værre bøvl.