På toppen af New York. Nu med King Kong.
Jeg har hjembragt highlights fra New York i papirudgave. Så nu knejser Empire State i min vindueskarm. Og jeg har selv klippet, foldet og limet.
Og hvilket memorabilia: For det minder om rejsens højdepunkt, hvor jeg omgivet af mine bedste venner oplevede solnedgangen over New York. Det var vindstille, stjerneklart, månen var fremme og en zeppeliner svævede på den ildrøde himmel over New Jersey. Under os tændtes byens lys. Det var et mageløst skue.
Jeg har siden hjemkomsten haft en melankolsk rutschetur – på dramatisk vis fra de højeste taknemmelighedstinder til savnets dybe mørke huller, fordi turen på mange måder var funklende perfekt.
Jeg har faktisk ikke rigtigt kunnet finde ud af at komme hjem. Hvad gør man så?
Ja, man kan jo ikke bare tage tilbage igen, for det vil jo aldrig blive den samme tur, selv med de samme mennesker vil det ikke blive den samme tur igen. Det minder lidt om da man var lille og havde været på lejerskole og kom hjem, alle vennerne var væk og når man mødtes igen, var det sjovt og dejligt, men alligevel ikke helt det samme, fordi det igen var blevet hverdag. Jeg tror godt jeg ved, hvordan du har det :-)
@ Musdyr
Som Charlotte siger i Lost in Translation: “Let’s never come here again because it will never be as much fun. ”
Du har ret, det var en once in a lifetime oplevelse, som ikke kan genskabes. Og det skal den heller ikke.
Jeg tror måske jeg er bedst egnet til den evige lejrtur – den som man ikke kommer hjem fra. Hvis den findes. Overvejer endnu engang at flytte i kollektiv…
Jamen, det er da aldrig for sent at flytte i kollektiv. Personligt var det, det sidste jeg gad, men jeg gider godt på lejrtur en gang imellem ;-)
Jamen så lad os tage på lejrtur! Stadig lidt ærgerlig over at jeg ikke nåede med på turen til Dubai. Hvornår er du klar? Eller skal vi have AH og E med? ;-)
Ang kollektiv…Faktisk passede det der m at bo i rækkehus, som vi gjorde i Århus (overskueligt antal huse + fælles have) mig rigtig godt. En variant af det hvor man mødes lidt mere og fx spiser sammen ind imellem, så jeg kan få udlevet mine sociale behov.
♥♥♥
@ Jebn – I lige måde. Nu er jeg lige v at tude igen… Godt man skal på arbejde imorgen…
Skønne billeder! Med glæde kommer savn – med kærlighed smerte – det er faktisk smukt – det ville ikke være det samme uden bagsiden – alt ville være gråt. Men hvor er det skønt at du deler glæden med os andre nysgerrige – over en øjensynligt skøn tur. Jeg kender godt fornemmelsen af ikke at kunne finde ud af at komme hjem, men det viser at du kan finde ud af at leve!
Tusind tak Christian. Og jeg kan jo slet ikke lade være at dele.
Er især glad for din allersidste sætning. For ja tænk hvis man var en kold skid, der aldrig blev bevæget og aldrig elskede. Hvad var der så ved livet?
Tror jeg klæder mig i rødt imorgen… ligesom pigen i undergrunden. HUN var smuk.
[…] Christian skrev igår: ‘Med glæde kommer savn – med kærlighed smerte – det er faktisk smukt – det ville ikke være det samme uden bagsiden – alt ville være gråt… […]