– op af den frosne jord.

Tegn og sammentræf hober sig op. Lillejuleaften holdt vi en forpremiere på det store brag, fordi mærkedagene ikke går op i en sønderskudt familie.

Og hele julemåneden havde vidunderdrengene og jeg trænet grundigt i julesange-sang, så repertoiret sad på rygraden. Dog ikke den smukke sang om rosen, der trodser alle odds og sandsynligheder.

Men der sad vi så ved det nypyntede træ og bladrede i det omdelte hæfte og skulle bestemme os for setlisten. To gange (før og efter På loftet sidder nissen, som Julius ivrigt og traditionen tro stemte for at få sunget) bladrede Sigurd hen på den side i hæftet, hvor ‘En rose så jeg skyde’ stod. Sigurd er nu tre år, og altså langt og milevidt fra læse-færdigheder. Der var ingen illustrationer til at lede ham på vej, og han kender  – så vidt jeg ved – ikke sangen. Men begge gange bad han udtrykkeligt om, at vi sang den om rosen.

Det gjorde vi naturligvis.

Så er det jeg spekulerer på, om jeg skal overveje at tilføje overtro til min religiøse overbevisning.

Som et ps, kan jeg nævne at vi nu residerer i Rosensgade.