I forrige uge var supertankr’ne inde i en stime af indlæg, i denne uge er det anderledes sparsomt. Der kom nemlig overnattende gæster fra Grønland, en genforening af Julius’ mødregruppe, en sygedag for Sigurd, revisorbesøg (gisp! hvor er bilagene? roder desperat i flyttekasser efter mappe med lønsedler efter sengetid…) og vikararbejde for undertegnede på programmet.
Akademiker ved et samlebånd: for at undgå økonomisk ruin har jeg taget forefaldende daglejerarbejde ind. Derfor er jobmenuen i denne uge manuelt arbejde på skiltefabrik. Surrealistisk. Det er hårdt og ikke nogen drømmekarriere, men egentlig også lidt spændende at komme ind i en helt anderledes verden, det er nærmest som et antropologisk studie i virksomhedskultur. Og guess what … de er alle sammen søde og imødekommende, dem der arbejder i den virkelige verden.
Men eftersom jeg møder kl. 7, er det ikke lige aktuelt at fotografere kl. 9, har dog lovet mig selv at kl. 9 fotos vender frygteligt tilbage… en af dagene.