IPad mig her, iPad mig der, iPad mig alle vegne. Her i verdens navle har alle kommunens folkeskole-elever jo fået en. Og det er en stor ting. En overraskende stor og vigtig ting. Et kæmpe hit, der ikke har peaket endnu.

Eftersom jeg i kølvandet på diabetes diagnosen er med Julius i skole, så følger jeg på nærmeste hold, hvordan dette device bliver introduceret i undevisningen og hverdagen i det hele taget. De sidder på rad og række og stirrer på skærmen, udforsker og er helt opslugte.

Inden badminton

I SFO

Med lillebror

Med vennerne

På øverste køje

…

Og hvordan har han det så, min store dreng med diabetes, er der mange, der spørger. Hvordan tager han det? Han er ikke voldsomt fysisk påvirket, faktisk har han det jo bedre efter insulinen nu gør et arbejde for kroppens celler. Han har nydt al den opmærksomhed, han har fået. Alenetid med mor og far. Han bryster sig overfor nysgerrige og ærefrygtige kammerater: ‘Det gør ikke ondt at blive stukket’ Han er sej.

Han er også ansvarsfuld, forstår sygdommens alvor og konsekvenser. Han er kvik og ser sammenhængen mellem kulhydrater, insulin og blodsukker. Han holder styr på tingene.

Jeg glæder mig også over at se, at han fordyber sig i leg og iPad med kammeraterne og fuldstændig glemmer, at han har en ny livsledsager. Han er Julius.

Men når han er træt og lille, og vi skal måle blodsukkeret for 117. gang, så er sygdommen træls, og han græder tapre tårer og ønsker, at den her skæbne ikke var kommet over ham.

Og hvis jeg kunne, tog jeg gerne åget af hans skuldre, befriede ham og bar det hele for ham. Jeg ville uden blinken tage sygdommen for ham.