Jeg ved en lærkerede jeg siger ikke mer
Den findes på en hede et sted som ingen ser.I reden er der unger, og ungerne har dun
De pipper, de har tunger og reden er så lun.Og de to gamle lærker, de flyver tæt omkring.
Jeg tænker nok, de mærker, jeg gør dem ingenting.Jeg lurer bag en slåen. Dér står jeg ganske nær
Jeg rækker mig på tåen og holder på mit vejr.For ræven han vil bide og drengen samle bær.
Men ingen skal få vide, hvor lærkereden er.Harald Bergstedt 1921
Findes der dybt i vores indre et skrøbeligt og sårbart sted, som ingen ser?
Et sted, hvor de ting vi ikke tør vise frem, findes. Hvor vi gemmer angsten, magtesløsheden, dumheden, vores mest banale drømme og længsler. Hvor man indrømmer at man savner, at man hader, at man ikke ved sit levende råd.
Et sted man skal være varsom med at afsløre for hvem som helst. For stiller man reden frem, risikerer man at hensynløsheden tromler hen over og smadrer de skrøbelige æg, de fine dun eller de nye spirer. For ræven han vil bide og drengen samle bær.
Det kræver mod og tillid at vise lærkereden frem. Og man kan vogte reden på mange forskellige måder. Stille skjold op. Spille klovn for at aflede opmærksomheden. Være stille. Small-talke. Lyve. Gemme sig. Holde på sit vejr.
Er generthed en slags sensitiv intelligens, som forstår vigtigheden af at vogte om det skrøbelige sted? Er man genert fordi man har et selektivt filter på, hvem der får adgang til reden? Eller er man bare en umodig kylling, når man er genert?
PS. Jeg er opvokset på Lærkevej. Stærkt belastet af invaliderende generthed. Generthed kan man vokse fra.
PPS. Sangen om lærkereden er så smuk og enkel
PPPS. Min nyeste ven elsker Kim Larsen.
man kan lægge sin klovnemaske. man kan tørre sminken af. og være hamrende ligeglad med, hvor furet eller grimt, det er inde bagved. man kan komme til det spor i sit liv, hvor man højlydt for sig selv erklærer, at resten af verden må lære at leve med een som man er. med ridser og buler; fejl og ulogik.
men så standser man op og spejlet spørger dig inkvisitorisk: jamen, hvem er du? sådan egentlig…
hvem vil du være?
du har alle muligheder; hele paletten af egenskaber, du kan iklæde dig. men for alt i verden vil du ikke være pusher for din tryghedsnarkoman og gemme dig bag en ny maske, der bare viser en anden side af dit talent for at gemme dig. du vil være dig.
og det er en lang og sej proces – ikke mindst, hvis masken sidder godt fast.
men når man så står der en dag – og gad vide, om der er en lampe, som lyser grønt? – så er man sig. sig selv. uden at vide det er man kommet ud af sin beskyttende puppe, sin mentale rede – og er klar til at flyve. som sig selv
Klart, ja, men er der ikke forskel på det med at blive sig selv/stå ved sig selv og så værne om sit inderste private rum?
jo, men nogle af os har bare levet længe, hvor der var for langt fra det ydre og ind til det, vi gemte, så man glemte det – i stedet for at værne om det. det kan man ændre…
men som per højholt altid gav som mantra-agtigt råd til håbefulde kolleger: aldrig ta’ af hovedstolen!
vi skal klart have et (fri)rum for os selv; for alle de inderste private tanker, som ingen ser – eller måske aner; de er nødvendige for, at vi kan agere frit over for andre mennesker. tankevækkende egentligt i forbindelse med al snakken om lene espersens mødedeltagelse – eller eventuelle mangel på samme: “vi” vil så gerne have, at hun tager til ALLE møder – også dem “nede i EU”, hvor det egentlig slet ikke er lagt op til, at ministre skal komme og trække tiden ud. Den gamle socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag drønede netop rundt til stort set alle de møder, han kunne nå i døgnets 24 timer – med samt sjusser og damer – men engang spurgte hans svenske kollega Tage Erlander ham: “När har du tid att fundera?”
Jeg ved godt, at det er en 78’er-anekdote. Men den er ikke mindre aktuel. Vi skal sgu tage os tid til at “fundera”. På hvad der foregår indeni os – også i det allermest private…
Scientists have found the gene for shyness. They would have found it years ago, but it was hiding behind a couple of other genes :)
Genert – at føle sig generet. Jeg tror vi skal øve os i at stå stille, i stedet for at flygte. Mærke efter hvad der er os og hvad der er andre og om det vi frygter i andre, i virkeligheden er inde i os selv? ”Den person, som hyppigst er mest afvisende, fordømmende og superkritisk viser sig at være … den generte selv” psykoweb.dk Man kan ikke vokse sig fra sin generthed, men man kan lære at håndtere den.
Generthed viser sig omkring to års alderen, hvis man altså er det. Barnet bliver bevidst om, at det er et selvstændigt individ og ikke en appendix til sin mor og at det har sin egen virkning på omgivelserne. Generthed er ifølge amerikanske psykologer medfødt. Ca. 15 % af os bliver født med en tendens til at blive generte og det er arveligt. De generte børn er født med et neuralt kredsløbssystem, der gør, at de reagerer på selv de mindste stresspåvirkninger og får hurtigt hjertebanken, som reaktion på nye situationer. Så genertheden hænger sammen med frygtsomhed. For den generte opleves alt nyt som en trussel.
Tag ikke livet så tungt, du overlever alligevel ikke :)
//Winnie
Ha ha, nej det er sandt, livet det dør man af. Det er vel det eneste sikre…
Aha, så er der en videnskabelig forklaring på genertheden, det er jo en slags trøst. Jeg føler mig frikendt ;-)
Genertheden ligger helt klart i min familie og det er også helt klart at de fleste – om ikke er vokset fra det, for det kan jeg jo så forstå at man ikke kan – men så har lært at håndtere det… (jeg har haft god mulighed for at træne håndteringen på arbejdet… ;-) Det overmander nu alligevel indimellem. Hjertebanken og frygtsomhed, det kender jeg alt til = spidskompetence.
Sagen er, at der forleden dag var en, der sagde til mig at generthed er en slags intelligens. Det har jeg funderet over siden. Jeg føler mig forøvrigt efterhånden mere og mere uintelligent på netop det område.
at overvinde generthed er en intelligens på et højt niveau.
Det tager jeg som et kompliment:-)
Generthed og social angst er to meget forskellige størrelser. Den generte gør intet for at skjule sin generthed, mens den socialt angste gør alt, hvad der står i dennes magt for at skjule det.
Hvis man er almindeligt genert bliver man ofte nervøs lige inden en begivenhed, det kan være en tale, men det går over når man kommer i gang. Man taler ikke uopfordret til fremmede mennesker og bliver ofte pinligt berørt hvis noget uforudsigeligt hænder, eksempelvis ens Dankort bliver afvist eller der er noget vigtigt man har glemt.
Hvis man lider af social angst vil man opleve voldsom angst længe før talen, aflyser aftaler, rødmer, ryster, får talebesvær og kan gå i panik. Man er tilbøjelig til ikke at gennemføre sin skolegang eller har svært ved at passe sit arbejde. Man deltager ikke i udflugter ala ryst-sammen-ture. Og bare det at stå i kø eller skulle tale med ekspedienten er pinefuldt.
Jeg ved ikke hvor hårdt ramt du har været og er, men at stå foran en folk studerende, der måler og vejer alt hvad du formidler – når de altså lytter – synes jeg er ganske imponerende. Jeg husker hverken talebesvær, rysteture eller panikanfald fra dine lektioner, men i stedet smil og små tøsede fnis, hvilket jo er meget charmerende. Og dog, jeg kan huske én gang du rødmede let, det var da Peter kaldte dig en lille sommerfugl og bad holdet kigge på dig og give ham ret :) Men det gjorde han jo kun for at charme sig ind på dig og fordi han havde lavet en elendig produktion og hurtigst muligt ville fjerne fokus fra den – flygt flygt flygt :)
//Winnie
:-)))))) den med sommerfuglen havde jeg helt glemt. Dér var han smart den gode Peter, og som jeg husker det havde han helt klart – no offence – lavet noget hvor fokus havde bedre af at være et andet sted end på haiku-produktionen… Jeg står ved min rødmen – jeg kan alligevel ikke styre det.
Og social angst, ja det er noget helt andet og langt alvorligere…
Hvad angår at rødme, kender jeg alt til det. Jeg døjede meget med det da jeg var teenager og syntes det var enormt pinligt. Når jeg rødmer nu tænker jeg bare på at de der er omkring mig sikkert godt kan rumme hvis jeg er nervøs eller at det fra tid til anden kan opfattes som en kompliment :)
//Winnie
Lige en tanke. “Er generthed en slags sensitiv intelligens, som forstår vigtigheden af at vogte om det skrøbelige sted?” Jeg tror bestemt generthed gør en sensitiv. Og denne sensitivitet gør os mere bevidste på tonefald, mimik, gestik og humor(sarkasme, ironi osv.)Når vi er genert tror jeg man er ekstra opmærksom på signaler som andre opfatter intuitivt, jeg tror også vi lægge mere vægt på signalerne og giver dem mere værdi end de reelt har.
Og her er en specielt til dig søde Marlene. Generte mennesker udtrykker sig ofte gennem en mere inddirekte udtryksform som eksempelvis kunst, musik og skuespil.
Generte mennesker farer ofte vild i fantasier, dagdrømmeri og projektioner.
Men i fantasierne og dagdrømmeriet kan det intense, det man frygter, længes efter eller håber på ske in a safe place. Så jo mere den generte genvinder sin nysgerrighed og griber nuet, jo mere vil genertheden blive afløst af et engagement og en glæde ved at modtage accept og opmærksomhed – tror jeg.
På den måde kan man jo vende/forvandle frygten til et mere kreativt udtryk, eller om man vil “selvudtryk”.
//Winnie
For fanden også, nu gjorde jeg det igen! Jeg skrev fra Sørens Mac…nå men det var altså mig. Fnis ;)
//Winnie
:-) Jeg undrede mig også over at Søren var begyndt at titulere mig søde Marlene, det er ligesom ikke helt hans stil.
Ja jeg tror også den generte kan komme til at fortolke andre menneskers signaler alene fordi man ikke tør spørge ind til hvad de mener.
Og overvindelsen af genertheden, det er en fantastisk følelse af tiltro til verden når man opdager at man pludselig er fri og at det ikke er farligt at være sig selv.