‘Kom ind i kampen, mor!’ – Julius, fem år.

Og uanset hvor optimistisk et livssyn man har, så kan det jo kun gå en vej fra nu af: mod puberteten. Jeg har onde drømme om hvor håbløs, irriterende, langsom og uendeligt gammeldags, jeg kommer til at tage mig ud i hans øjne.

Håber jeg bliver ved med at kunne huske fornemmelsen af hvordan det er at være femten år, det kan vel afbøde for de værste huller i vejen. Der er så meget snak om, at teenagere ikke skal opdrages men coaches. Måske kunne forældrene også trænge…

Nå, det er jo at tage sorgerne på forskud, men der er ingen tvivl om at fundamentet under min trone som alt-vidende eneherkser skrider. Suk – sentimentalt – suk.