Vi bliver næsten aldrig kede af, sure eller vrede over det vi tror..
The two step dance: der sker noget; vi reagerer. (Sådan mange tror verden hænger sammen..)
The three step dance: Nej, der sker noget, vi beabejder og fortolker indtrykket, og så gør vi noget (føler noget, siger noget, mærker en fysisk reaktion).
Vores surhed, skuffelse, sorg eller vrede er som regel på grund af fortolkningen. Vores egen proces. Vi holder tilbage, vi bliver bange, vi opgiver at prøve at få det vi gerne vil have. Vi støder på alle vores egne forhindringer.
Jvf sidste blogindlæg – så findes forhindringer heller ikke ude i verden, men kun som mentale størrelser indeni. Vi har negative automatiske tanker, basale antagelser, dårlige erfaringer, for snævert perspektiv (fx at tro at alle er ligesom mig og dette oversættes andre mennesker ud fra).
Der er fraligt, for vi kommer til at handle bevidstløst, for hurtigt og på de helt forkerte ting.
Enig…
Jeg synes det samme som Jesper ;)
//Winnie
Ja, auto-tankerne må høre op. Sætter stor pris på dine indlæg, men jeg har gjort mig nogle tanker om nogle af forudsætningerne. Jeg er enig i ræsonnementet, men jeg synes, at forhindringer, problemer m.m. nogle gange rækker ud over individets proces. Og dem mødes jeg ofte af og kan ikke “tænke” dem væk. De er reelle og skal håndteres. Mennesket har som udgangspunkt afgjort potentiale til at håndtere egne begrænsninger mentalt, men jeg kan ikke “motionere” alle indgroede forhindringer væk, fordi jeg er så at sige blind i min egen suppe. Min mentale tilstand er stabil, men mange er, som du ved, længere nede at vende, og det synes, at ræsonnementets frugter kan være uopnåelige for nogle af dem. Men den mentale tilgang til verden – eller retter selvet -, som du opsummerer, er inspirerende.
Lines danseskole! Hvor var jeg uden den?
Som skrevet til dig forleden på sms: selvom Michael Jackson havde god sans for rytme i livet, så kunne kan nok også trænge til en lektion på Lines danseskole. ‘The way you make me feel’
Jeg tænker at det vel ikke kun er de negative eller destruktive følelser vi nogle gange valser rundt og tilskriver andre mennesker i vores komplicerede fortolkningsdans…
Nej også det positive. Fx at tro at man kun kan danse på en bestemt danseskole, når evnen og modet er ens helt eget. Men til begge kommentarer, så vil jeg sige – at ingen af os kan klare det hele alene. Vi har brug for perspektiver udefra og det gælder alle. Klart at dem der er længere nede eller længere ude ikke selv kan hive sig ud af sumpen mentalt.
Hvis vi skulle være rigtig gode ved os selv, så skulle vi jævnligt få super – vision på os selv. Eller have alvorlige samtaler rigtig gode venner, af dem der tør sige det upopulære, svære og det man helst ikke vil høre. Det er der der er mest udvikling.
De modige og grundige går i terapi, for her er det helt koncentreret og kvalificeret. Hvad enten det er konkret problemløsning, eller selvudvikling.
Havde engang to super skønne unge i terapi, jeg havde haft et par af deres venner, med konkrete problemer – men de to ville gerne være på forkant. Det var de allerede. Men her så vi på forbedring af livskvalitet. Totalt overskud.
De fleste kommer desværre først i terapi når de for længst er ude over kanten. Sidste udvej – og for par som regel først når der ikke er nogen vej tilbage.
Spild af tid og liv.
Hvorfor er vi ikke bedre til at få hjælp eller mere modige og bruger vores overskud til at være mere på forkant.