Sigurds varemærke er gyldne krøller. Hvor har han dem fra? spørger folk, og kigger forundret på husbond og jeg, der prydes af kommunefarve og – nogenlunde – glat hårpragt.
Standardsvaret har været, at krøllerne dem har han fra farfar, og straks har vi hevet et fotobevis frem, hvor arvematerialet fremgår.
Farfar sidst i 40’erne:
Der er ingen tvivl om, at de frekventerer samme hår-stylist.
Men hvordan generne bliver blandet op, det er ikke så enkelt endda.
Normalt foregår der regelmæssig granskning af undertegnedes baby-fotoalbum, men for det første har det boet en overgang i en flyttekasse og for det andet er tiden på mærkelig vis blevet mere sparsom (hvad mon vi lavede før vi fik børn?…)
Men på Julius’ opfordring fandt vi albummet frem, han ville nemlig gerne vide, hvordan hans oldefar så ud. Og jeg var nær faldet ned fra stolen, for der midt i min 70’er virkelighed sad Sigurd.
Mor og barn anno 1975
Mor og barn anno 2008
Forunderligt.
Så for søren Marlene, det er godt nok noget, du ikke kan løbe fra ;)
Nej det er jo lige det.
Man kan godt have naturligt krøl, selvom om man selv synes man har glat hår….! Det var der en frisør der påstod, da hun rodede rundt i mit hår. Hun sagde så også at “min teint var rødhåret” – (øøøh, mener du, jeg er bleg?). Mener jo selv, jeg er kommune/mørkblond med glat(!) hår. But who am I to argue with the pros? ;o)
Har nu altid syntes, at man tydeligt kan se dig i de billeder, du har postet af Sigurd. Og lur mig, om du ikke også er en naturlig krøltop – du var bare ikke lige klar over det.
Jeg tror nok jeg har det som kaldes fald – i håret, et mærkeligt kedeligt udtryk for halvkrøllet og det har jeg altid haft. Sigurd har nærmest afro – især når han er nyvasket.
Husbond og jeg var begge lyshårede indtil vi var ca. 6 år.
Er du også nogengange lidt bange for frisøren? Jeg føler mig tit som et fjols, når jeg sidder der i stolen med alle mine ustylede talenter.
Oh yeah! Plejer gerne at synes mit hår ser nogenlunde ud inden jeg drager til frisøren, men når jeg sætter mig i frisørstolen sker der en eller anden forvandling, og jeg kan nærmest høre dem ryste lige så stille på hovedet over mit håbløst ubehandlede hår.
Går så heller ikke så tit til frisøren – sidst var dog med junior i sidste uge, hvor jeg havde den voldsomte trang til at pande frisøren en, da hun meget overlegent kommenterede, at mor nok ikke skulle prøve at klippe junior igen. Ok, så jeg (og Kasper) var ikke sluppet heeelt så heldig fra det, men alligevel!! Som om det ikke er nok at de kritiserer mit hår (i deres tanker).
Det er rart at høre, at der er andre der kan genkende det traume. Frisørerne skulle nok overveje at det ikke ligefrem er sundt for deres forretning (og måske heller ikke for deres helbred, hvis du gør alvor af det der med at pande den dumme dåse en) at fylde kunderne med komplekser.