Nu ved jeg jo ikke, hvordan der ser ud inde i Julius’ hoved. Jeg håber ikke,  han gør sig helt så mange tanker og bekymringer. Men da jeg så denne tegning, så stod det pludselig klart, hvorfor det er hårdt  – også som forælder – at have diabetes. For det er lige sådan det er.
Det er i døgndrift, man beskæftiger sig med sygdommen. Der går pt max fire timer, hvor vi har fri. Og det er på mange niveauer. Det er indviklet og der er mange parametre. Rigtig mange. Det er  helt nære og praktiske overvejelser, de langsigtede konsekvenser og den konstante fokus på maden. Det er de konstante prik i fingrene for at måle blodsukker niveauet og de konstante justeringer med insulinen. Stik, prik, stik, prik, stik, prik. Blod, kanyler, vægt.  Hele tiden, hele tiden, hele tiden.

Jeg vil så gerne at Julius føler sig almindelig og give ham et liv, der er så upåvirket som muligt, men hele tiden kører en konstant understrøm af overvejelser og beregninger om den forestående cykeltur, antallet af kulhydrater, det næste blodsukkertal og konsekvensen deraf, og det næste måltid. Altid skal man være bevæbnet til at takle høje og lave tal – med juice, druesukker, insulin og opladt mobil telefon. Det er uforudsigeligt. Det er belastende og det fylder forfærdelig meget. Og det stopper ALDRIG. Hele tiden og konstant.

Vi har haft det i et halvt år nu, og JO det bliver nemmere, og JO vi klarer det (for det skal vi jo) men det bliver nok aldrig nemt.

Og alt det lader jeg langt det meste tiden være med at tænke på. Og jeg synes ikke jeg plejer at klage og brokke mig, men nu siger jeg det:  hold da k… det har været hårdt.

(Jeg ved ikke helt, hvem jeg skal kreditere for tegningen jeg fandt den via Facebook/Diabetes)