Er en rigtig ven en, der stryger dig med hårene og lægger skulder til tårerne eller en der siger de sandheder ingen andre kan og holder spejlet op? Eller begge dele.
Og hvad er forskellen på en ven og en sjæleven.
Er det dybden, graden af fortrolighed, graden af tillid, graden af kærlighed? Jeg har læst mig til at: med en sjæleven har man en gensidig samklang, som er ud over det sædvanlige. En ganske særlig ven.
Venner er noget af det bedste man har. Det er som familie man selv har valgt. Det er baseret på gensidighed og kærlighed. Det er ikke forpligtende på samme måde som familie, man har en større frihed til at være sig selv!Det skal drives af lyst og man skal hjælpe hinanden når man er i nød.
Bliv klogere på dine venskaber – og dig selv:
1. Hvilke venskaber har jeg nu?
2. Hvilke værdsætter jeg mest? – Hvad er de venner særligt gode til?
3. Hvad bidrager de til i mit liv? Hvad bidrager jeg til i deres liv?
4. Hvad siger det om mig?
5. Mangler jeg noget på vigtige områder af mit liv? Kan nogen nuværende venner byde ind på det?
6. Hvad kunne jeg tænke mig anderledes/bedre/mere af?
7. Hvad kræver det af mig?
Jeg fik lyst til at henvise til en tidligere ‘post’ på denne skønne blog: http://www.supertankr.dk/?p=1699#comments
Man kunne også kigge her: http://en.wikipedia.org/wiki/Soulmate
Og så kunne vi jo starte vores egen wiki her med vores perspektiver og sammen undersøge dette skønne begreb.
For mig er der stor forsklel på en ven og en sjæleven. En ven er en der er der, når man virkeligt har brug for det. En man har været igennem en masse med – en man har delt liv med. En sjæleven er mere sjælden og meget speciel. Jeg har mødt personer jeg har haft en umiddelbar kontakt med på et dybere niveau – uden at have delt en masse oplevelser med dem. Men det er som om man har en dyb samklang og gensidig respekt. Fælles værdier og lynhurtigt kommer i en dyb snak med. Jeg har en sjæleven jeg ser alt for sjældent – en mand jeg deler en særlig smerte og passion med. Det er som om vi begge søger efter det samme.
Nå jeg ku blive ved… men vil følge tråden med nysgerrighed :-)
@ Line kommentar 1 – Familien man selv har valgt, ja det er altid et godt perspektiv på venskabet.
Men det er dog også det lystdrevne i relationen der er det svære, for når der ikke er pligt med i cocktailen, som der nogen gange er i familie-relationen, hvad så hvis den ene mister lysten eller lysten til venskabet ikke er lige fordelt, eller man ikke prioriterer på samme måde eller den ene trænger hjælp i meget højere grad end den anden? Den skævvridning er svær.
@ Tosomme – jeg tror det er meget præcist, når man skelner mellem venner og sjælevenner ved at sige vennen er en man ‘bare’ hygger sig med (uden dog at forklejne hyggen), men en sjæleven er en som søger efter det samme som en selv.
Jeg er i den meget heldige situation at jeg har flere sjælevenner, eller personer som er tæt på at være så tæt på at jeg vil kalde dem sjælevenner, jeg har faktisk ikke ret mange ‘almindelige’ venner. Det interesserer ikke mig så meget at blive på overfladen.
Kan man være sjæleven med en person af det andet køn uden at blive forelsket?
Kan man være sjæleven med en person af det andet køn uden at blive forelsket?
Det troede jeg, men nej… først dog forelsket, så god ven, tæt ven…så for fysisk tæt… jeg har slikket sår, men overlever. Nu slikker han stolthed og vi må se, hvor det ender.
Jeg håber, vi kan bevare et tæt venskab, men ikke sjæleven. Det tror jeg heller ikke en evt kæreste vil synes om?
Jeg krydser fingre for Jer, så kan du måske gøre det samme for mig… Jeg roder rundt i samme suppedas.
…sjæleven af det andet køn uden at blive forelsket? Jo, det tror jeg; men det er kompliseret. Problemet med forelskelse er at det egentligt er et egotrip af bekræftelse – og det er på en måde det man får, når man møder en sjæleven. En der er enig med en, som man har samklang med – der intuitivt rammer samme tone med præcis timing; derfor synes en sjæleven man er fantastisk og ønsker at være sammen med en. Men forelskelse er lumsk – den forsvinder. Men hvis det i sandhed er en sjæleven er forelskelse vel det bedste der kunne ske – med fare for at gå helt i symbiose og ende i ens camping habit. Bortset fra, selvfølgelig, hvis man er i et forhold allerede. Det kompliserer sagen – ikke mindst hvis der er børn med på vogning. Men selv sjælevenner kan vokse i nye retninger – væk fra hinanden, så der er ingen garantier – måske er det bedre at investerer i det man har – karma – det man giver får man igen. Det forunderlige ved livet er – du finder først ud af det, når du lever det.
@ Tosomme Du finder først ud af det, når du lever det.
Du har ret, man må handle sig ud i livet. Ingenting sker hvis man ikke bevæger sig, og så må det briste eller bære. Livet er farligt uforudsigeligt.
Og forelskelse det er en meget uforudsigelig og også uberegnelig medspiller. Følelser kan jo ikke kontrolleres.
Jeg satser på ærligheden og kærligheden, så håber jeg det giver god karma.
Jeg har pludselig fundet min sjæleven. Jeg får mærkelige sinaler. Kan mærke at jeg for en sms inden jeg få den fra ham. Nogen gange var han i mine tanker når det sker. Kommer tit til at tag de samme billeder som han gør uden det var meningen. Da vi begge er fotograf interesseret. Han kan virkelig få mig til at hade ham. Har virkelig prøvet at give slip fordi nogen mente at han bestemt ikke var god for mig. Men følet at jeg miste noget meget dyrebart. Vi begge kan læse hendeanden i billeder og musik. Og jeg kan mærke når jeg er i hans tanke.
@Pernille
Det er jo fantastisk.
Men hvorfor er han ikke god for dig? Nogle gange kan andre se ting man ikke selv kan, men det nytter ikke noget, man er nødt til at erfare det selv.
Jeg har prøvet det at jeg havde en sjæleven som en del andre ikke syntes var god for mig. Og det var på nogle måder sandt men det irriterede mig bare da de sagde det, indtil ti-øren faldt og jeg kunne mærke det.
Tak for din kommentar, den har givet mig lysten til at skrive flere blog-indlæg igen. Det er længe siden.