Havblik.

Jeg betræder i disse dage ukendt land. Aldrig før har jeg været i det her land, ihvertfald ikke på den her måde – og i særdeleshed ikke i de sidste to hektiske år. Pludselig lagde stormen, manierne og rastløsheden sig og en ny fornemmelse voksede frem:  Ro i sjælen.  Forunderligt nærmest.

Der er faldet nogle brikker på plads og et nyt landskab har åbenbaret sig. Det lyder sådan nærmest lidt frelst og det føles også sådan nærmest lidt frelst.

Brikkerne, tja, de faldt på plads, da jeg endelig stoppede med at løbe for at undgå det uundgåelige – nemlig mine egne følelser. Da jeg endelig fattede, at jeg er mig, og at jeg skal holde af mig – på godt og ondt, alle tåbeligheder, småligheder og storheder.

Og at jeg pludselig fattede at jeg ligeså godt kan indse, at det der er det rigtige for mig, det går ikke bare over. Uanset at det er besværligt at opnå, uanset at det kan være langt ude, måske endda i visse optikker dumt og forkert. Det er sådan det er- og hvilken lettelse.

Jeg har også erkendt, at hvis jeg prøver at løbe igen, så indhenter jeg mig selv igen, forhåbentlig hurtigere end før og så starter vi bare forfra. Med at lære at være hvor jeg er. Walking in circles.

Men det krævede også at en større storm – ja faktisk at en orkan af følelser blæste op og væltede mig omkuld. Da jeg rejste mig igen, ja så var jeg her. Lige her i roen med mig selv. Forunderligt. Nærmest.