‘Mor, hvad er min yndlingssang?’ spurgte Sigurd efter at have hørt på, at Julius kværnede løs og gjorde mange overvejelser om hvilken sang, der i hans optik er den bedste af Rolling Stones’ Greatest. Er det nu 2’eren (Brown Sugar), 4’eren (It’s only Rock’n’roll) eller hvad.

Svaret på spørgsmålet lød selvfølgelig: ‘Det må du selv bestemme min dreng’

Men jeg genkender fornemmelsen af, at det er udenfor egen rækkevidde at beslutte, hvad man selv foretrækker. At have overladt den slags til omverdnen, og at ens yndlingssang skifter efter hvem man er i selskab med. Desværre betyder det jo i yderste konsekvens, at man ikke selv eksisterer.

En af de ting der har været med til at kuldsejle mange ting i mit liv er den fejlagtige opfattelse som blev effektivt indkodet i en tidlig alder: hvis jeg bare gjorde/synes det der matchede omverdnens forventninger, så faldt min verden ikke fra hinanden. At det sågar var farligt og meget besværligt at mene noget. Jeg erfarede til gengæld, at hvis jeg bare strakte mig til det yderste for at gøre andre tilfredse, så ville de synes om mig. Sådan endte det på klassisk vis: at jeg undertrykte mine egne behov og til tider helt mistede fornemmelsen og forbindelsen til de behov. Og jeg blev usynlig.

Jeg er nu gået i træningslejr for at forstå, at jeg som alle andre har et sæt af personlige rettigheder (fx. ret til egne meninger og til at give udtryk for dem, ret til at sige nej uden at føle skyld eller føle at man af den grund er egoistisk) og for at træne i at mærke efter hvad jeg vil. Jeg må så erkende at det har haft voldsomme konsekvenser, og at livet er blevet meget besværligt siden, men også med et andet perspektiv.

Ricky Nelson Garden Party 1985 Her dyrker jeg især omkvædet.

Apropos så skrev en god gammel ven forleden på Facebook: Hvis jeg ikke er tro mod mig selv, hvem er så tro mod mig? Og hvis jeg ikke er mig selv, hvem er jeg så? og hvis jeg ikke er det nu, hvornår så?

Jeg har nu en ambition om at afslutte min karriere som siv i vinden.

Min yndlingssang på Rolling Stones pladen er den her. Angie. Dyrk lige den hat ;-)

Ps. Og så håber jeg jo at lære Sigurd, hvordan man mærker, hvilken sang man bedst kan lide.