De kloge – og de poetiske – påpeger det paradoks der er i, at forandring er den eneste ting her i livet, der er konstant. Og forandring fryder – ofte og for det meste, for rutine og gentagelser kan være dræbende.

Men forandring og omvæltning er også hårdt arbejde, og Katie Melua synger:

But I do not believe that change,

Can ever happen without tears.

Når man så accepterer at forandring er uundgåeligt, og opdager at det ofte fører noget godt med sig – for eksempel en chance for at få et bedre liv, når man ligesom har sundet sig og fået livsbrikkerne arrangeret på en ny og bedre måde. Men processen er anstrengende og nogle forandringer er også mere velkomne end andre.

Imorgen er det to måneder siden ‘vi’ fik diabetes, og når den slags forandringer kører hen over ens liv uden man har nogen form for kontrol, noget valg eller noget at skulle have sagt, så kan det godt være lidt sværere at finde ja-hatten frem og finde det positive i den nye situation. Der ligger man så fladmast af livskrisen og arbejder sig langsomt på fode igen.

Samtidig står jeg midt i en anden forandring – for efter et halvt liv i fast parforhold, to laaange år som single, så dukkede der pludselig en ny begyndelse op, hvilket er fantastisk livsbekræftende og dejligt. Punktum. Næsten. For skeletterne i skabet de har det med trænge sig på, og jeg kan godt mærke at jeg har brændt nallerne, og derfor stikker dem varsomt og tøvende frem. Det kræver vovemod at risikere hjertet. Igen.

Summa summarum:

Der har været fyldt op i den sidste tid, (alt for) meget at fordøje, vende sig til og … nyde. Fra at have godt med luft i tidsbudgettet i efteråret, så var der pludselig max udnyttelse af overskuddet.

Som et væg-til-væg tæppe, der føltes for stor til gulvpladsen.

Livremmen er røget to hak ind i arbejdet med at få de nye brikker på plads og søvnen blev væk undervejs. Så nu står hestekuren på sol, søvn og lange ture på cykel og på ben. Og kærlighed <3 … og hør nu bare på Katie, for hun har svaret: