Så nåede jeg så langt. Midtvejs i livet (forhåbentlig) og med en ny ‘spændende’ livsstils defekt. Ved lidt af en tilfældighed blev mit tal målt, og det resultat kunne jeg betragte som et wake-up call, sagde den gode doktor. ‘Du har farligt fedt på maven’

Hvad er næste skridt, når recepten lyder: Ned i vægt og op in puls?

Jeg foretog efter granskning af forskellige argumenter og af pengepungen en investering. I nye løbesko. BUM. Den havde ingen set komme, måske mindst af alt mig selv.

Men jeg besluttede at gøre kort proces, droppe al overtænkning og skride til handling. Løb. Den billigste, mest fleksible og effektive måde at få pulsen op (præcis som min husbond har påpeget i mange år). Jeg har selv i mange år hejst flaget: ‘Jeg er ikke løbe-typen’ Men man har jo et standpunkt til man får et wake-up call, og nu har jeg taget flaget ned. Jeg bliver ikke umiddelbart ved et trylleslag den fødte løber af at stryge mit eget ‘princip’, men i den gode sags tjeneste, så kommer forfængeligheden i anden række.

Et andet lille ordsporg i den anledning: hvis du ikke kan få den du elsker, må du elske den du får. Nu håber jeg, at jeg kommer til at elske min nye aktivitet. Den er hverken yndefuld, hurtig eller sjov. Endnu i hvertfald. Men hver gang (foreløbigt 22 gange siden november) tænker jeg på, hvordan jeg bekæmper de dårlige tal og lægger år til min livslængde. Det føles godt at tage action på sagen i stedet for passivt at kalke til.

Apropos wake-up calls: Jeg har også fået et andet ‘opkald’, som jeg ikke vil gå nærmere i detaljer med lige nu, men det bragte mig tilbage i blog-land. Oh, hvilken nostalgisk rejse at genlæse alle gamle supertankr. Uden at vælte mig rundt i al for megen selvfedhed, så blev jeg positivt overrasket. Jeg har virkelig skrevet meget gennem tiden, og jeg kunne mærke min egen begejstring og passion for skrive-kunsten. Blog-formatet var federe retrospektivt end jeg havde regnet med. Supertankrne har jo slumret i min fortid i mange år, det samme har mine skrivekompetencer. Men jeg tænkte ved gensynet, at her var måske svaret på det, jeg længe har efterspurgt: tekster at illustrere. ‘Selvgjort er velgjort’ siger min far, så nu prøver jeg mig lidt frem. Jeg kunne godt tænke mig et dagbogslignende format, men jeg vil prøve at sætte ambitionsniveauet overskueligt. Lidt ligesom med løbeturene: hellere mange korte. En lange og uoverskuelige…