Min nyeste tegnedille er at lave skitser af mennesker jeg ser, når jeg rejser med offentlig transport. Jeg er så heldig, at jeg kan køre med Letbanen på job (og lad mig her benytte lejligheden til at prise dette herlige lille tog, for det fortjener det – Letbanen har store vinduer, og derfor et dejligt lys og godt vue ud over landskabet, der er også højt til loftet og dermed luftigt, og jeg oplever, at det kører pålideligt og behageligt).
I mit lille tog møder jeg mennesker, der pendler på arbejde og i skole eller har andre udflugter at gøre.

Og især om morgenen får man – hvis man kigger op fra sin smartphone – udsyn til morgenmennesker, der sidder i al deres skønhed og indesluttede halv-vågenhed.
Jeg har gjort mig den observation, at mennesker man observerer intenst, dem husker man, og de forvandles i iagttagelsen også til skønheder – uanset hvordan de ser ud.

En drøm

Jeg har en drøm om at lave en bog, der samler mine mange letbane mennesker. Bogen skal hylde menneskets skønhed, den skal ogsø være et tidsbillede og den skal hylde den offentlige transport i en tid, hvor det kollektive er en vigtig vej til at bruge færre af vores ressourcer på at flytte os. Jeg har egentlig ikke tænkt mig selv at skrive noget i bogen, det vil jeg lade en poet om.