Børnebørn er livets dessert, siges det. En anelse forlorent. Men måske er der noget om snakken?

Jeg synes udtrykket rejser en masse svære spørgsmål:

Hvis børnebørn er desserten, er vi så kun ved forretten?
Og hvor mange retter er der egentlig i det her måltid?
Har vi bestilt menuen på forhånd eller er det en surprise?
Er teenage-årene hovedretten? nej vel! og hvad med kaffe og cognac? er det oldebørnene?
Hvad nu hvis man bliver snydt for børnebørn, må man så undvære noget til den søde tand?

Måske jeg ville foretrække en buffet (eller med andre (og bedre!) ord: ta’ selv bord)

PS
‘Det gode ved bedsteforældre er, at man ikke skal være sammen med dem ret lang tid, før man får en is.’ Theis, 7 år.

Er det snarere bedsteforældrene, der er børnebørnenes dessert, når de er færdige med havregrød, kartofler og grøntsager hjemme hos forældrene.