‘Hvad forventer du, når du siger til nogen, at du elsker dem?’ – spurgte han.
Og tiden gik i stå.
…
Jeg har set en lille animationsfilm, der har rørt mig. Den rammer en tangent af genkendelse dybt inde i mine værdier. Filmen handler om venskab og kærlighed.
Lost & Found:
En dag banker en pingvin på hos en dreng. Et uventet besøg. Pingvinen insisterer vedholdende på drengens selskab. Den vader bare ind. Men da de ikke har noget fælles sprog at kommunikere på, forstår drengen ikke, hvorfor pingvinen er dukket op på hans dørtrin. Han forsøger at skaffe sig af med ‘problemet’.
‘Now anyone could be forgiven when faced with such uninvited problem for choosing the easy way out… but then again some people just don’t have it in them to do anything other than the right thing’
Men drengen er en uselvisk type og han sætter sig for at hjælpe sin næste og bringe pingvinen hjem – til Sydpolen. For der har han læst i en bog, at den hører til.
If something is worth doing, it’s worth doing yourself
Drengen bygger egenhændigt en robåd og sammen begiver det umage par sig ud på den farefuld rejse mod Antarktis.Endelig når de destinationen og pingvinen bliver sat af hos sine slægtninge. Og så falder 10-øren hos drengen, for det går op for ham, at han savner pingvinen, at den er ligeså ensom som ham selv, at den er blevet uerstattelig for ham. Der han troede de skulle hen sammen, var slet ikke destinationen. De blev venner undervejs. The journey is the destination – ikke Sydpolen.
…
‘Hvad forventer du, når du siger til nogen at du elsker dem?’ – spurgte han. Det spørgsmål bliver jeg formodentlig aldrig færdig med at besvare, men Lost & Found og at møde en der stiller den slags spørgsmål har gjort en forskel.
‘Jeg forventer, at du har tillid til mig og mine hensigter, fordi jeg ved at sige de tre ord vil vise, at jeg har tillid til dig og dine hensigter’ svarede jeg ham. Men det er vel mere en forhåbning, der først kan blive til en forventning, hvis det at elske betyder det samme for den anden.
En kærlighedserklæring er for mig en gave, der betyder, at jeg vil gå langt og anstrenge mig til det yderste for at forstå, se og imødekomme den anden og dennes behov. I respekt for mine egne behov. Rummelighed, hensyn, tolerance, balance og gensidighed – håber jeg på og forventer jeg, hvis det er gengældt.
Jeg ligner drengen i filmen i hans iver og stædighed for at hjælpe sin næste, og jeg ligner ham nok også på den måde, at jeg godt kan komme til at overse nuet i anstrengelserne for at forfølge det, der i min virkelighed er den andens mål. I aim to please…
Dem jeg elsker vil jeg hjælpe i vidtstrakt omfang: jeg ville bygge en robåd og egenhændigt ro dem til Sydpolen. Men jeg øver mig nu i langt højere grad at lytte til mig selv og mine elskede. Hvis jeg bliver bedt om en rotur til Sydpolen, så ville jeg gøre det, hvis jeg kunne og hvis jeg troede, det var den rigtige destination, og det ville jeg stole på, at det var, når den jeg elsker, siger det.
Omvendt forventer jeg af dem, jeg elsker, at de sætter alt til side for at hjælpe mig, når det virkelig gælder. Hvis de på nogen måde kan.
Men jeg elsker kun dem, jeg føler mig overbevist om ikke vil udnytte gaven og misbruge gaven eller tage den for givet. Dem jeg elsker vil med andre ord ikke spørge om en tur til Sydpolen bare for sjov skyld. Det forventer jeg.…
Det er i den forbindelse spændende at fundere lidt over, hvornår man ved, at man elsker et andet menneske. Hvornår er man i det bevægede øjeblik, hvor kærligheden eksisterer, hvor fornemmelsen af uerstattelighed strømmer gennem kroppen: lige nu nyder jeg dig så meget, lige nu er gensidigheden så dyb, lige nu er vi så tæt og intime, lige nu forstår vi hinanden så godt, lige nu er vi tunet så meget ind på hinanden, lige nu er vi i et flow, lige nu er gensynsglæden så stor, lige nu savner jeg dig så meget, lige nu stoler jeg så meget på dig – at jeg føler at jeg elsker dig.
Noget kunne tyde på, at det er meget individuelt, hvornår man ankommer til kærlighedens øjeblik, om man overhovedet ankommer, og hvor længe det varer … som kommentarerne her kredser om, så kræver det også et vist mod at have fred nok med sig til til at give plads til uerstatteligheden.
Desuden er det jo også svært og besværligt at bygge robåde, sammen og hver for sig, for hinanden og at modtage hinandens robåde, og der er langt til Sydpolen, hvis det er der man vil hen. Men det er altid mere spændende at begive sig afsted og udforske hinanden end at sidde alene uden at elske.
Hvad forventer du, når du siger til nogen, at du elsker dem?
Min kære ynglingsoverspringshandling – nu skriver du igen om mit yng-lingsemne – kærlighed; så føler jeg, som vanlig, hang til at kommentere.
Jeg har lyst til at stille et andet stort spørgsmål – hvad er kærlighed? Og så har jeg lyst til at fortælle en sand beretning om, noget jeg synes er – kær-lighed. En bekendt af mig, mistede sin alt for unge kone, efter 3 års frygte-lig sygdom. Han fortalte ved hendes mindehøjtidelighed, at mange havde spurgt ham undrende, hvordan han kunne holde ud, at blive ved at passe og elske hende så længe. Hun havde været en grønsag og mistet intellektet og gradvist også syn og førerlighed. Hans svar var – “Jamen hvordan skulle jeg holde op med at elske hende? Hun var jo stadig [konens navn] og det har ikke været nogen kamp – det er jo mig der i sandhed har vundet noget. Jeg har lært så meget om mig selv og om kærligheden – det er uvurderligt”.
Du citerede på et tidspunkt Korinterbrevet 13 vers 2. I vers 4-7 står der et bud på hvad kærlighed er – og det er ikke særligt romantisk… “Kærlighe-den er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden pra-ler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
Hvad betyder det så i et parforholdet? Jeg tror min bekendtes fortælling bærer noget af svaret. At den som formår at elske, opnår så meget egen in-dre ro og kærlighed, at det at elske – betingelsesløst sætter én fri. Betingel-sesløst – jamen det er jo helt urimeligt – ja – og derfor er det kun få det lyk-kes for. Jeg forsøger, men er ikke sikker på, at jeg har indre ro nok…
Jeg tror desværre få oplever konstant flow i et parforhold. Det er bl.a. fordi vi søger at få opfyldt vores egne behov og længes efter anerkendelse og – ja – kærlighed. Jeg tror de bedste parforhold er dem, hvor begge har fundet så meget indre ro, så de faktisk søger at opfylde den andes behov og har meget lidt fokus på sit eget behov. Men i forelskelsen er det omvendt – der vil vi hele tiden være sammen med den anden, for at dække vores eget behov. Kærligheden er en lang læringsrejse – men en god en. Det kan lyde hårdt, men det er indtill man har oplevet glæden ved uselvisk kærlighed – det håber og tror jeg stadig på…
Jeg har kun elsket ét menneske. Sådan helt ind i hjertet. Jeg bruger ikke ordet højt, men siger det tit i mit hoved. Det skal ikke lyde fattigt, for jeg føler mig heldig, for at have prøvet at elske sådan ubetinget.
Jeg elsker min familie, men bruger ikke det ord. Kun én har hørt det fra min mund, hvor det var så ærligt og rent.
Ikke, at jeg ikke har været forelsket, for det sker tit. Nogen gange mere dyb end andre, men jeg giver ikke bare sådan af mig selv.
Jeg tror, jeg forventer troskab og adgang til tankerne. Adgang til hjertet, fordi jeg nu har åbnet mit. Jeg forventer overbærenhed, når jeg bliver utålelig, jeg forventer kys, når jeg har været dum og jeg forventer nej, når jeg trænger til nej.
Mon jeg kommer til at prøve at sige det der e-ord igen?!
@ Christian – En meget smuk historie og ja det er sikkert ikke mange forundt at sætte sig så meget ud over egne behov at den ultimative uselviskhed findes. Det er jo nærmest guddommeligt. Og de fleste af os er vel for ‘små’ til betingelsesløs kærlighed i den forstand du beskriver. Jeg tror meget på det princip, at det man giver, er det man får.
Og ja vi må hellere gå direkte til bidet og snart tage fat på det store, hvad-er-kærlighed spørgsmål.
@ Marianne – Hvis du kun har elsket et menneske dybt nok til at sige de tre ord, så mener du noget andet/lægger en anden betydning i dem end mig, når du udtaler ordene. Tror jeg. Eller også er jeg hurtigere opslugt af øjeblikkets intense inderlighed. E
Ikke at jeg løber rundt og erklærer min kærlighed til højre og venstre – jeg har trods alt kun erklæret det til en håndfuld personer gennem mit liv (ud over mine børn), men jeg vil ikke være nærig med at erklære min kærlighed.
Du skriver: ‘men jeg giver ikke bare sådan af mig selv’ – og nej det skal man vel heller ikke, man skal ikke sælge ud, men jeg tror – igen – i den henseende ikke på at kærligheden kan bruges op, løbe tør, devalueres ved at blive gentaget og udtalt, snarere tværtimod.
Jeg giver meget af mig selv, fordi jeg oplever, at jeg får mindst lige så meget igen.
Jeg tænker her i indlægget ikke så meget på den dybt intense uerstattelige – nærmest unikke – kærlighedsrelation i et parforhold, men måske lidt mere åbent på næstekærligheden til de nærmeste i mit liv.
Og ja forelskelse er jo ikke kærlighed – mere en slags midlertidig besættelse.
Og et kærligt nej, er noget af det smukkeste :-)
@ Marianne PS. Til dit sidste spørgsmål: JA! Ingen tvivl om det.
Når jeg siger til nogen, at jeg elsker dem: så forventer jeg at de giver en respons og siger hvad jeg betyder for dem – og hvis jeg er heldig hvad det betyder for dem, at jeg har erklæret min kærlighed. Jeg håber at de også elsker mig.. og siger det straks
Ja det kan jeg godt forstå. Så ønsker jeg dig alt mulig held og håb for fremtiden.