Jeg kan godt selv mærke, at vi (de moderne forældre) gør tingene meget anderledes end vores forældre gjorde. Det er som vi bruger en masse tid på at overveje de valg vi træffer, og de gamle bare gjorde noget. Der er vel fordele og ulemper ved det det hele. Lige nu snakker vi (og jeg diskuterer ihvertfald med mig selv) om hvornår det er bedst at vende Junior af med sutten. Der står jo i bøgerne, at de skal af med den omkring tre års alderen, men skal vi så gøre det før eller efter nummer to bliver født, for det skal ihvertfald ikke være samtidig, det bliver jo ‘spændende’ nok i forvejen. Osv. osv. osv.

Ingen tvivl om at børnene i kommet voldsomt i centrum for alle aktiviteter, også her hos os. Min mor sagde (med et lille glimt i øjet) forleden under endnu en Junior-fotosession: ‘Han må da være det mest veldokumenterede barn, der findes!’ Før var det katten, vi forgudede på den måde. Nu er den kørt lidt ud på et sidespor, den er her dog stadig.

Stenstrop skriver om det:

‘Jeg kender mennesker, der har et nærmest religiøst syn på deres børn og betragter dem som den altoverskyggende mening med livet.’

Det løber mig koldt ned af ryggen, fordi jeg genkender det, og fordi det måske ikke helt er smart, at de fylder så meget. På den anden side er det ikke rigtigt et valg, og der er vel ikke andet at gøre end vågne op en gang imellem og se tingene i det rette perspektiv.