Spekulerer i disse måneder over ærligheden, om dens konsekvenser, om mod, om strategi, om at være ærlig overfor sig selv og andre. Om hvor meget og hvor lidt man skal sige. Er tavshed i nogen tilfælde næsten det samme som løgn eller er tavshed guld.
Er det at lyve hvis man siger det, man tror andre gerne vil høre, fordi man er bange for om de vil være sammen med en, hvis man står ærligt frem? ‘Når man lyver skjuler man sig’ siger Katrine Lilleør. Jeg har nok ligget lidt i skjul i mange år – også for mig selv.
Jeg forsøger at gøre op med fortidens identitet som umodig selvbedrager. Og blive bedre til at sige tingene som de er, og så mande sig op til at tage konsekvensen. Også selvom konsekvensen er dårlig stemning, afvisning og uvenskab.
Men der er da situationer, hvor jeg skælver, det svimler, og jeg tænker at den hudløse ærlighed, jeg forsøger at lægge for dagen åbner et afgrundsdyb af konsekvenser. Sandheden er ind imellem ilde hørt. Der kan jo opstå en lavine af reaktioner på ærligheden, der kan betyde et kuldsejlet parforhold eller et mistet venskab.
Men jeg har også erfaret i min nye virkelighed, at det trygge øje i konsekvensernes orkan jo er der, hvor man ved at ens egen sti er ren og ærlig. Og kan man ikke regne med omverdnen, så kan man da regne med sig selv.
Men hvad er det for noget, det der med at fordreje sandheden. Kan det at lyve ikke gradbøjes? For det er vel ikke lige i alle situationer, at man nødvendigvis skal stille sig op og braldre ud med sin mening. Igen: kan tavshed være guld?
Fik på vejen til København fingrene i Ud og se, der netop havde en længere artikel om løgn. Henrik Dahl siger sågar, at samfundet ville bryde sammen uden den lille hvide løgn, at det er en måde at vise omsorg på. At vi beskytter andre menneskers værdighed ved fx. at lyve om, at deres elendige kogekunst smager godt. Hm måske…
Simon Kvamm tweet: Ganske fint, at mediernes små iscenesættelser kommer frem i lyset (Sporløs og P4)…hvide løgne fortalt mange gange blir efterhånden grå!
Men altså kan man gå balancen mellem at droppe alle sorte løgne og kun lyve en lille hvid, hvis det er et bevidst valg om at skåne omverdenen? Og skåne dem for hvad? Man kan jo også nogen gange bare holde kæft. Guld.
Jeg synes man skal overveje sine motiver, før man siger sandheden uden indpakning. Jeg siger gerne at jeg har glædet mig til at besøge min mormor, selvom det ikke helt passer, det glæder den gamle. Jeg siger mine elever er dygtige, uanset hvor på skalaen de befinder sig, eller anerkender dem og det de laver, men dyglig er relativt. Det betyder noget for dem og det koster ikke mig noget. Men hvis det er noget som koster mig dyrt, noget hvor jeg sælger ud af værdier eller principper, eller laver om på mig selv ol så er det en anderledes og alvorlig sag. Jeg kan ikke gå på kompromis med ting af central betydning for mig, uanset prisen eller reaktionen. Så meget hensyn viser jeg mine omgivelser, at de ved de kan regne med mine grænser, jeg tager mig af mig og er i øvrigt ordentlig overfor dem jeg omgåes og dem jeg elsker. Sådan ser jeg på det med hensyn..
(Ikke altid et populært synspunkt)
(Heller ikke altid nemt at efterleve..)
Men det er jo da en balancegang. Og jeg finder det ikke altid lige nemt at gennemskue mine egne motiver for at være ærlig oprigtig og sandfærdig.
[…] Opdraget til ikke at lade det ydre afspejle det, der er indeni, og gemme reaktionen til et enerum. Det bliver dog tiltagende mere umuligt for mig at gemme tingene væk under et neutralt lag fernis og foregive. Og det hænger vel også sammen med valget af ærligheden. […]