På den daglige spadseretur i kvarteret hørte jeg forleden en velkendt dunken i det fjerne. Det plejer at være tegn på, at et yngre menneske – gerne iført hvid hættebluse og nytrimmet hårpragt – kommer kørende i en bil, hvor der er brugt mange penge på højtalere og for at udnytte udstyret har skruet max op for musik med en yderst gennemtrængende basrytme.

Men nej, da bilen nærmede sig stod det klart, at der var tale om et andet segment og en helt anden musikgenre. Tysk slagermusik strømmede ud af bilen og føreren var en grå-på-vej-mod-hvid-håret mand, der skulle til træf i efterlønnerklubben i fagforeningen henne på hjørnet. Han har nok været en anelse hørehæmmet.