I sidste uge fyldte Julius syv år. Syv år! Så VED man noget.

Julius ved nu noget om at gå i skole og han elsker det. Han er så optaget af alt, der foregår, at man nærmest ikke kan komme i kontakt med ham, når han først træder indenfor dørene: ‘Julius, tag støvlerne af, JULIUS, Halloooo JULIUS tag støvlerne af, JULIUUUUS du skal have støvlerne af’

Han bruger alt sit krudt i skolen, og de beskriver ham som lærenem og en rigtig god og overskudsagtig kammerat. Når han kommer hjem er han færdig af træthed og kan nogle dage beskrives som et pirreligt vrag og en tv-narkoman. Sådan skal det vist være. Helst ikke omvendt ihvertfald.

Julius og Sigurd er et dream-team af sparring, leg og udfordringer, som de blander op med en stærk omgang skænderi og kampe med jævne mellemrum. Min fornemmelse er at i skilsmisse-kaoset og alle de forandringer, der har fulgt i kølvandet har de knyttet sig stærkere til hinanden fordi de altid følges ad.

Forleden dag havde jeg den ære at følges med Julius til hans første skolefest – bare os to sammen. Det var samtidig min første skolefest i Hou skole siden 1989 og meget var ved det gamle. Eksempelvis indmarchen til River-Kwai-march og jeg vil sige at der må være noget om det der med at kroppen husker. Jeg var nær gået med rundt helt pr automatik.

Julius var koncenteret om koreografien, og lidt genert, jeg var rørt og super semtimental.

Velklædt efter royale og trend-mæssige standarter. Naturligvis.

Mor er stolt. Ud over alle grænser.

Stort tillykke min dreng.