Lykken er når et puslespil går op.
Monotomt og langsommeligt.
Puslespil er en nytteløs hobby. Man samler brikkerne og skiller dem ad igen. Tilbage i æsken. Intet resultat, intet output, intet konkurrence element, intet formål.
Og dog…
for der er jo et formål med den gode fornemmelse, der opstår når brikkerne passer.
Den meningsfyldte ro.
Det fortryllende ved endelig at se motivet i sin helhed.
Følelsen af flow, når man koncentrerer sig, når tiden forsvinder og hele verden lukkes ude. Selvforglemmelse.
Puslespil har jeg altid kunnet fortabe mig i.
Og nu er det en del af mit arbejde. Der lægges skema. Et semester skal gå op i en fungerende helhed. Det handler om at huske, at have overblik, at se mønstre og muligheder, at skabe kompromiser, at klippe en hæl og hugge en tå, og at trylle lidt.
Elsker eller hader du puslespil?
Hvorfor?
Jeg kan vist egentlig godt lide puslespil, men jeg har bare meget sjældent tålmodighed til dem.
Også kan jeg godt lide hvis man kan tilføje lidt selv, måske lave lidt om på brikkerne, hvis jeg syndes de kunne passe på en bedre måde :)
– Søren
Søren, det grønne popcorn. :-)
Jeg kan til gengæld godt lide at der kun er et resultat, det giver ligesom lidt tryghed ;-)
Jeg bryder mig ikke specielt om puslespil, i den traditionelle forstand. Jeg bliver utålmodig og får forholdsvis hurtigt overbevist mig selv om, der enten er for mange brikker i kassen, eller for lidt. Men i Livet er der mange andre slags puslespil og når de går op, er det immediate satisfaction :) Når de ikke går op, er det med at væbne sig med tålmod og overblik. Det er nok min evige konflikt mellem prototyping og vandfaldsmetoden. Prototyping lader de kreative inputs, spontaniteten og det uforudsigelige få plads. Mens vandfaldsmetoden sætter begrænsninger for samme, men sikre jeg når målet. Helt grundlæggende har jeg det svært med at sætte pris på ting eller situationer, hvor der kun er ét resultat – What to do?
//Winnie