Frosne ringe i vandet, og årringe i et træ, der var.
U won’t believe what I believe when I’m alone
DAD – Bad Craziness
Sat under hårdt pres af diabetes-krisen er mange af de konflikter, sår og situationer, der plejer at være allersværest sprunget op. Midt i sorgen og alle de nye ting, der skulle læres og fordøjes i forhold til sygdommen, så stod jeg pludselig der og bøvlede med al min angst for ensomheden og forladthedsfølelsen. Usikkerheden blussede uhæmmet op. Alt sammen godt blandet op med søvnløshed. Det resulterede i et kaos af følelser.
Nu går det bedre, men note-to-self og omverdenen: stryg med hårene… :-)
Usikkerhed, ensomheds- og forladthedsfølelse er ofte sukkersygens ledsagere – og bliver måske så meget desto stærkere, hvis de i forvejen ligger latent derinde. Men din reaktion og dine følelser er normale og delt af mange, du er ikke alene. Men det er jo nok mere en konstatering, end en trøst…
Jeg sender dig en hel stabel virtuelle, velfortjente tudekiks.
I øvrigt elsker jeg billedet med isringene. Skønhed består.
Jeg tror nu nærmere det er krisens ledsagere end det nødvendigvis er knyttet til lige den bestemte sygdom. Jeg har en gang oplevet en krise, der føltes værre, skilsmisse.
Tak for kiks, jeg er godt i gang m at gnaske dem ;-) og ja skønheden består, så værre er det ikke.
Sender varme tanker. Du er ikke glemt – selvom jeg har været meget offline på det sidste.
Tak Christian! Og godt at høre fra dig :-)