Omfanget af hvor rædselsfuld jeg fremtræder i min egen optik, har for nylig chokeret mig. Voldsomt. Ja, jeg tudede af sorg over det spild. Og jeg kan i Dove’s video se, at jeg så langt fra er den eneste. Hvor ukærlige og hårde er vi ikke mod os selv? Og hvorfor, ja det må guderne vide.
Som alternativ til at udnævne sig selv til en kvabset hval, der altid ser ud som om hun er gravid, kunne man jo vælge at fokusere på, at se den saftige og frodige havfrue med det søde ansigt. Det føles ihvertfald bedre. Og sandheden sidder jo i beskuerens øje…
Havfrue – jeps – ikke hval…
Jeg læste for nyligt en skrive om kærlighed, at det var at kunne se det uperfekte som perfekt. Når vi bliver forelskede ser vi den udkårne som perfekt og kan slet ikke se fejlene. Samtidig er vi istand til at elske noget frem tror jeg… Godt at høre du er på rette vej med at elske dig selv :-) Keep it up – det er du værd ;-)
Se det uperfekte som perfekt – ja det er et meget smukt perspektiv.
Og forelskelse er i min optik sådan en slags bulldozer, der baner vejen til mange ting – nogle gange kærlighed :-)
Og tak, hvor er du sød ved mig :-) – som altid.
Blev helt forskrækket over din ukærlige optik. Kan slet ikke genkende det grimme, tror dine briller er helt i stykker. Synes også det med at elske det uperfekte er en god øvelse. Især hos sig selv. Skifte synsvinkel. Set herfra er du meget smuk og rigtig smart. Mit lille menneske refererer til dig som forbillede, når jeg bliver for gammeldags og kedelig :)
Ja brillerne er i stykker, det er jo netop pointen. Smuk eller ej, det er vist en smagssag.
Men der er jo virkelig ingen gode argumenter for at kalde sig selv grim konstant. Eller ikke at fokusere på de heldige features.
Hils det lille menneske :-)