Som en del af ‘træningen’ her i huset får storebror lov at låne kameraet og fyre løs. Det er nemlig ikke meningen at æblet skal falde alt for langt fra stammen og det fædrene ophav er jo meget fotogen fotoentusiastisk. Derfor pacer vi lidt.

Resultatet er et helt unikt billedsprog: de hovedløse billeder. Tilfældighedens æstetik – ikke uden en vis poesi: