Først et klenodie
Spekulerer i alle ledige stunder over kærligheden. Om dens veje og omveje, valg og korsveje. Og vender gang på gang overvejelser om skæbnen. Om de små detaljer der ændrer ens liv – tilfældigheder der afstikker mange års livsbaner og som nogle gange virker skæbnessvangre.
I rastløsheden for at tage hul på fremtiden og jage rundt efter en mening med galskaben, indfinder der sig en vaklen mellem at læne sig tilbage og antage, at det der skal ske kommer til at ske – eller kaste sig ind i kampen for at smede lykken på egne præmisser. Nysgerrigheden er ustyrlig efter at se hvilken omvej, man skal lære noget af næste gang, og jeg ville forfærdelig gerne have password til krystalkuglen.
You’re asking me will my love grow,
I don’t know, I don’t know.
Stick around, and it may show,
But I don’t know, I don’t know.
Igen sparker Nietzsche en bold på banen. Rikke øser fra den livgivende kilde:
‘Amor fati, skrev min yndlingsfilosof Nietzsche. Elsk din skæbne og forlig dig med de dele af livet, du ikke kan ændre. Tragisk besindelse kalder han det også som et begreb for, at vi hverken kan eller skal forvente det perfekte af livet og os selv. Jeg finder denne indstilling til livet og mig selv langt sundere og mere optimistisk, end den sokratiske fremtidsoptimisme, der præger det vestlige samfund, hvor vi skal lykkes og være lykkelige i alle livets sammenhænge, fordi vi tror, at vi er 100% herrer over alt i vores liv.’
Og måske er det hele ikke så vigtigt, hvis man lærer at acceptere de ting livet byder en som man ikke selv vælger, men samtidig kæmper for alt hvad man har kært.
…
B.S. Ingemann, 1812:
Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.
Tit er jeg varm og isner i min varme;
thi verden favner mig med frosne arme.
Tit er jeg kold og rødmer dog derved;
thi verden slukker ej min kærlighed.
O du, som ene dele kan min glæde!
Du ved hvis arm jeg turde frit udgræde!
O, hvis du kendte, hvis du elsked’ mig,
Jeg kunne være som jeg er hos dig.
Så smukt, rørende, og trist…
Kære Marlene
Hvor er jeg glad for, at du kan bruge den gæve Nietzsches vise tanker i en svær og tænksom tid. Du har faktisk fanget én af hans centrale pointer. For amor fati deler Nietzsche faktisk op i to, idet han skelner han mellem ’faith’ og ’destiny’.
Det handler på den ene side om at acceptere de ting, livet byder os, som vi ikke selv vælger – hvor vi ikke er frie til at vælge. De begivenheder vi ikke kan ændre på må vi derfor have tiltro til; ’faith’. De ting skal vi lære at acceptere, og måske endda elske med tiden. Ellers bliver vi ikke os selv. Så snyder vi os for at finde, være, udleve os selv. Det er vist også det Line mener, når hun siger, at du har vundet dig selv på trods af… ja måske endda på grund af. – Det er da en livsbekræftende tilgang til livet. Nietzsche mener ligefrem, at vi skal ønske os en masse modgang og smerte… men han har det altså også med at kamme en anelse over indimellem. Dybet og smerten kan være dyb nok, uden at man ligefrem ønsker sig mere modgang højst nødvendigt.
På den anden side har vi selvfølgelig også friheden til at vælge mangt og meget. Vi vælger frit, hvordan vi forholder os til livet, vores medmennesker og os selv. Og vi vælger selv, hvad vi vil kæmpe for. Vi er selv herrer over, hvilken vej vi ønsker at gå, og hvilke værdier vi sætter og udlever. Det kalder Nietzche ’destiny’.
Faith-delen er vigtig og overset allerede på Nietzsches tid, fordi vi i vestlige samfund dyrker den rene lykke og perfektionisme. Jeg tror, det er blevet endnu mere fremherskende i vores tid, end da Nietzsche levede. Livet igennem kæmpede den gode Nietzsche en kamp mod Sokrates, netop fordi Nietzsche giver Sokrates skylden for at ville rydde alle fejlting af vejen. Dermed gør Sokrates, ifølge Nietzsche, smertelige hændelser i livet til noget, der ikke hører livet til. Og dermed bliver vi forkerte og føler os forkerte, hvis vi ikke selv formår at rydde modgang af vejen. Den sokratiske fremtidsoptimisme kapper nemlig over, og gør at vi ser negativt på os selv.
Nietzsches alternativ er visere. Nietzsche peger på, at vi skal turde modgangen, fordi den styrker os og viser os, hvem vi er, hvis vi tør se dybet og højderne i os selv i øjnene. Det enkelte menneske må selv skabe stil og give fylde til sin personlighed. Det må mestre livet på trods af, ja på grund af, det, det byder. Vi må skabe vores liv som et kunstværk, hvor vi må se ud over egne svagheder og styrker og få dem indlemmet til en helhed på et kunstnerisk plan, hvor selv vores svaghed kan fryde øjet. – Kan det være så svært for en kunstner ;)
Det handler om, at vi tør blive, hvad vi er. Det sunde menneske tør se sig selv i øjnene og at blive, hvad det er skabt til at blive ad alle de omveje, der er uundgåelige, nødvendige og måske endda elskelige med tiden.
Og så et lille citat fra den gæve gut i Historiens nytte:
”Træets glæde over sine rødder, den lykke at vide, at man ikke lever helt vilkårligt og tilfældigt, men er fremvokset af en fortid som arving, blomst og frugt og derved ser sin eksistens undskyld, ja retfærdiggjort”.
Determinisme, accept og ro godt krydret med frit valg, livsvilje og gejst, det er den sundeste tilgang til livet. Det er jeg med kyndig hjælp fra filosofferne nået frem til er den viseste tilgang til livet for mig. Og jeg har på fornemmelsen, at tilgangen også duer for andre. – Den ligger langt fra den lige fugleflugtlinje regeringen prædiker… gyse. Og langt fra hvad jeg havde forestillet mig, da vi stod i gymnastiksalen i Hou med vores flidspræmier i hånden, da jeg hverken kendte til omveje eller den lige vej, men bare var til. Hver ting til sin tid.
Jeg tygger netop nu meget grundigt drøv på Nietzsche. Tak for hjælpen Rikke.
Jeg siger også mange tak! Hvor er det godt at få sådanne indput, det får virkelig sat nogle ting i perspektiv og får sat frugtbare tanker og mulighed for positiv udvikling i gang. Er selv til Kierkegaard og hans tanker om valget, hvad det er man vælger og at der måske i virkeligheden kun er et reelt valg, at vælge sig selv. Men får meget lyst til at gå på opdagelse i Nietzsche..
Velbekomme. Jeg deler altid glædeligt ud af Nietzsches visdom.
Kierkegaard er også en dejlig, vis mand, selv om jeg ikke er helt enig med ham i slutværdierne i det religiøse stadie.