Mange gøremål står i kø og venter på at blive gjort i disse dage. Der er stilhed før travlhed, der er tre ugers tid til dørene bliver slået op og malerierne skal vises frem. Men der er indtrådt en slags mental lammelse. Jeg får ingenting fra hånden.
Samtidig er der tre dage tilbage på arbejdet, og det er som om de lige skal fyres af, før der er fri bane til at koncentrere sig om det næste. Og Sigurd tager lige en sygedag, den første i to måneder, og det er jo længe når vinterens hyppige fraværsdage tages i betragtning.
Her holder vi også barnets 1. sygedag. Feber hele natten og stille morgenhygge med dyne på sofaen og tegnefilm i tossen.
Hvad siger man til kunstnere, når man vil ønske (hvisker: held og lykke)?? Er det noget, der bringer uheld, ligesom ved de overtroiske skuespillere?
Det vælger jeg at tro, at det ikke gør. Bringer uheld altså.
Vi lever åbenbart i en slags barnets-første-sygedag parallelverden, skal vi ikke prøve med en barn-rask-i-to-år verden i stedet?
Da jeg arbejdede på et sygehus, fortalte en af sygeplejerskerne mig, at hendes datter aldrig var syg, da hun var under 3, derefter skrabede hun alskens sygdomme til sig. Hendes søn, som derimod var syg konstant, da han var under 3, fejlede nu aldrig noget mere. Så mon ikke al den sygdom nu hærder deres immunforsvar, så de står stærkere senere hen?