Med en lille måneds forsinkelse, men alligevel. Julius har rundet fire et halvt år, en markering han selv har været meget optaget af: ‘Mor, når vi kommer hjem fra Grønland, er det så ikke rigtigt, at jeg er fire et halvt?’ Og det spurgte han så om mere end en gang…

Julius har en højtelsket kusine som er fire år ældre. Hun har også altid været glad for ham, ikke mindst fordi hun her kunne få afløb for sit nursing-gen. Men han ville nok ønske, at han var lidt større, så han kunne stige lidt i agtelse. ‘Synes du ikke, jeg er blevet stor?’ var hans håbefulde spørgsmål til hende forleden.

Hvor han engang var den 100% glade dreng, der kastede sig ud i verden med stor nysgerrighed og appetit, er der samtidig med at verden er vokset også vokset en ny eftertænksomhed frem. Han er – tror jeg – kommet til en erkendelse af, at der er ting som er svære at lære, og at man godt kan løbe ind i nederlag.
Som nu hans nye cykel, som han er meget glad for og stolt over. Men han går om den som katten om den varme grød og er usikker på, om han nu også kan mestre udfordringen. Til gengæld er sejren ekstra stor, når operationen lykkes.

Julius i Grønland.

Julius er blevet gladere for at være storebror efterhånden som Sigurd lærer legens spilleregler. Vidunderdrengene er ved at finde hinanden og affinde sig med hinanden. Men der er ingen tvivl om, at det er et had/kærlighedsforhold, og at han nogle gange ønsker den lille meget langt væk.