… og sulten efter dage.
Aldrig har jeg været klogere, end da jeg var sytten år. En slags voksen, der hovedrystende ved bedre end alle de gamle fjolser og samtidig overlegent ved bedre end alle de små fjolser. Klar til at indtage verden med et overmod, der endnu ikke havde mødt alvorlige knæk. Det var fantastisk.
‘Nej tak, jeg skal ikke have noget mad, jeg er mæt af min egen selvtilfredshed’
hørte jeg forleden en atten-årig udtale. Kun i den alder kan man finde på at sige sådan til et fødselsdagsselskab med hele den pukkelryggede familie.
Samme atten-årig er dog ved at lægge verdenshersker-alderen fra sig og erkende at utopia ligger et andet sted end først antaget. For han udtalte også senere med et let anstrøg af resignation:
‘Kvinder kan få en til at gøre hvad som helst’
Han er stadig i vadestedet, men snart ovre på den anden side. Man er kun sytten i et par år.
Må blankt erkende, at jeg er misundelig på netop den alder; jeg vil gerne være ubekymret og samtidig ekstremt følsom, når vigtige ting udfordrer ens svagt funderede “selv”. Jeg tror, at spændingsniveauet i f.t. hvorledes livet måtte udvikle sig blandet sammen med en generel uforpligtethed må være nøglen. I dag oplever jeg mig selv som meget bundet op på en række opgaver, der i et eller andet omfang afspejler mine ønsker til min livsramme. Men de kan også være tunge at løfte, når jeg enten mister fokus eller påtager mig opgaver, der ligger uden for rammen.
I en forstand er jeg nok ikke “ovre på den anden side” endnu, men jeg har egentlig endnu ikke konkluderet, om det er for det gode eller for det onde. Jeg påtager mig stolt stort ansvar for mig selv, mine børn, min økonomi osv., men jeg oplever samtidig, at verdenshersker-følelsen ligger gemt i de øjeblikke, hvor jeg “glemmer mig selv”, som Jørgen Leth siger. Tænker at alle os “voksne” alligevel har en konstant drift i søgen efter oaser, der kan give os frihed til at forfølge den “oprindelighed” og oprigtighed (hvad angår intentioner), som der også ligger i at være sytten.
Hørt! Husker det tydeligt! Vi vaklede mellem fantasme og panik. Kan også stadig glimtvis genopleve det, mest i selskab med gamle bedste venner og mængder af god vin!Håber aldrig det går helt over.
Ja, der findes vel retro-lommer, hvor den sytten-årige gemmer sig, men den uskyldighed der findes i, at man ikke ved, hvor meget man ikke ved, den kan jeg desværre ikke helt genfinde.
Det der er så fedt ved at være sytten er, at man netop ikke har nogen udmattende forpligtelser at glemme. Man har bare sig selv og sin fremtid, og den er lys. Den tilstand kan man så bruge resten af sit liv på at finde tilbage til i oaser.
På mange måder kan det faktisk godt lade sig gøre, at tage det gode med sig, som I beskriver fra 17års alderen.
Det tyngende ansvar, som er kommet til, kan jeg naturligvis også få alt for meget af. Derfor kan jeg på det varmeste anbefale en længere rejse ud i verden, hvor der INGEN udmattende forpligtigelser er – og hvor følelsen af, at verden er ens legeplads vender tilbage. Det giver den gode, frie, overmodige fornemmelse, som det lyder til, at I havde, da I var 17 – og som jeg selv først oplevede for alvor på mine mange lange rejser, som jeg tog hul på som 20årig.
Selv som husejer kan det lade sig gøre – og med børn. På den sidste rejse i foråret mødte vi faktisk mange familier – og aleneforældre – der tog på 2-3-4 måneders rejse ud i friheden og overmodet med deres børn. Det er forbløffende billigt, når man bare lejer sin villa/lejlighed ud, ikke taler i telefon og dropper alle de daglige udgifter herhjemme i nogle måneder. Pengene strækker eks. 10 gange så langt i Thailand som herhjemme. Og der findes mange langt billigere “voksen-legepladser” end Thailand. Men selv i Thailand er det eks. billigere at spise på restaurant tre gange om dagen end selv at købe ind i Aldi/Netto og så er det helt fantastisk at slippe for al bøvlet med opvask, rengøring og indkøb. Så er der tid til fri leg, overmod og indtagelse af verden.
Og den energi og livsindstillingsmitter af – også hjemme i Danmark.
Jeg tror ikke det kun er de praktiske forpligtelser og ansvaret, der tynger os voksne. Jeg tror det er vores viden om verdens ufuldkommenhed. Vi opdager at vi ikke har så nem adgang til vores chancer som vi måske troede før. Selvfølgelig er rejser en ventil – en nødvendig ventil, der kan gøre hverdagen mere overskuelig og give perspektiv.
Men jeg mener egentlig at man som sytten-årig har en sindstilstand eller en erfaringsverden, der gør at man ikke kan fatte omfanget af de ting, der kan bekymre en som voksen. Man har simpelthen usårligheden og samtidig udsynet, og jeg tror som sagt ikke at den unikke dobbelthed varer ret længe. Det gjorde den ikke for mig.
Men derfor kan man jo godt have energi og en positiv livsindstilling. Det ene udelukker vel ikke det andet…
Helt enig. Verdens ufuldkommenhed er tyngende. Men lange rejser fjerner ikke kun det praktiske arbejde og ansvar, det bringer usårligheden og overmodet frem i mig, så jeg faktisk tror på, at alt det jeg vil, er muligt – for mig og mine nære. Og med alderen oplever jeg en nemmere adgang til og en tydelig fornemmelse af, hvad der er godt for mig og dem tæt på. Og en tillid til, at jeg kan handle på det – at jeg kan indfri det jeg vil og har behov for. På den måde hænger usårlighed og udsyn stadig sammen på det personlige plan. – Jeg oplever ikke, at denne fase kun er tilegnet den unge ungdom, men at det er en fornemmelse, der kommer og går gennem livet, alt efter hvilke omstændigheder, vi befinder os i personligt.
Men desværre har jeg ikke længere den unge ungdoms forestillinger om verdens udvikling mod det bedre. Idealisme og fremskridtsoptimisme er godt begravet sammen med de yngre år. Jeg øver mig hver dag i kun at lytte til/tale om/handle på/optage mig af mikro og makro politiske/filosofiske emner, hvor jeg kan gøre en forskel – i stedet for at se magtesløs til al verdens elendighed. Og dét er svært at lære at leve med det politiske/filosofiske udsyn.