Kendt for sine lange serier af klagende sang og sin monogame adfærd  – symbol på hengiven kærlighed.

Akvarel af egen produktion dags dato.

Hvad jeg ikke vidste var, at turdelduen knyttes til fugl Phønix i et digt af Shakespeare – om tabet af den ideelle kærlighed.  Et sjovt sammentræf at de to netop mødes under det tema ovenpå alle de timer jeg har brugt på Phønix-metaforen.

Også meget sjovt at det minder mig om den dualitet, der findes i min egen selvopfattelse, som jeg har svært ved at forene og rumme samtidig. En vekslen mellem at føle sig som en superstjerne og ydmyg undermåler. Alvidende og uvidende. Geni og tåbe. Ok og ikke-ok. Udsvingene er ikke så dramatiske som tidligere, men tæppet kan ind imellem trækkes væk og omvendt kan oppustetheden pludselig forvandle selvværdet til højdespringer. Mærkeligt.