Engang var der en, der på spørgsmålet om hvordan det er at have to børn fortalte mig, at det ikke er dobbelt så hårdt med to børn fremfor et.
Det har jeg ikke været helt enig i i den her weekend, der har været lang og udmarvende. Lidt af et lavpunkt, hvad overskud angår.
Storebror har fået skoldkopper (eller sølvprikker som han selv – af uforklarlige årsager – kalder det) Vi har ventet dem i en måned, men som med så meget andet er forventningens glæde den største…

En ting er at passe en baby, der spiser et par gange i løbet af natten (og hver 3.-4. time om dagen), noget andet er i tillæg at trøste en syg tre årig, der max. sover en halv time ad gangen, klager sig uafbrudt over at det gør ondt og klør alle vegne og vil have sin mor helt tæt på hele tiden. Med andre ord børnepasning i døgndrift.
Det er ikke ligefrem livsforlængende.

Der har selvfølgelig været tale om en spidsbelastnings situation de sidste dage, men faktisk synes jeg det er hårdt med to små børn. Det er selvfølgelig også dejligt og det bliver også mærkbart bedre dag for dag, men jeg har indimellem store problemer med at have overskud til det hele – eller dem begge to, husbonden, familien, vennerne, det huslige… og mig selv* Det værste er, når begge drenge kræver (skriger og/eller plager) og jeg er alene og ikke KAN opfylde alles behov. De situationer er stressende og frustrerende. Jeg bliver ukarakteristisk kort for hovedet, råbende og ender med at sætte den store foran tv’et. Jeg kan faktisk ikke kende mig selv: alle idealer og viden om hvad der er godt og rigtigt er forduftet som dug for solen.
Når der så er ro i lejren vælter den dårlige samvittighed og bagklogskabens klare lys frem.

*Mig selv, ja hvem er det nu det er. Jeg trænger til mere end tre timers pause, til tid for mig selv, til at blive klippet, at komme i biffen, at se veninderne etc., det er som om jeg ikke rigtigt eksisterer for tiden.

Men der er jo håb forude (også efter en tyndslidt weekend), det er den allervigtigste forskel fra barn nr. et, man VED det bliver bedre.