I kølvandet på et par måneders virvar af vantro, lettelsens eufori, choklammelse og mange andre modsatrettede kræfter synker erkendelserne langsomt et lag dybere til et mere trist og skrøbeligt niveau. Trætheden overmander, men søvnen er ustabil… eller omvendt. Uoverskuelighederne tårner sig op. Selvhadet trives og hysteriet er tæt på overfladen. Jeg farer vild i mine egne hudløse labyrinter.
Heldigvis er der lyspunkter, som når Sigurd nedstirrer sine plastikdyr og siger:
‘Nu venter jeg bare på, at de siger noget’
Du er stærk og selvom det hele er noget møg nu, så bliver det lyst igen en dag. Og så er det jo fantastisk, at du har de to dejlige unger :-)
Savner dig :-)