Og Jesus sagde: “For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”
Han fortalte dem også en lignelse: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?
“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.”
…
Her i livets skole har jeg taget hul på et af de helt store moduler – et af dem med rigtig mange ECTS point – (man er vel fag-idiot…) og i forhold til nogle af de krav, der stilles til den her øvelse, må jeg nok konstatere, at jeg er en ren novice.
Dagens lektion handler om at pege og projicere:
Jeg siger: ‘Jeg afskyede dig, fordi jeg ikke følte du respekterede mine behov.’ Siger jeg så i virkeligheden også, at jeg afskyr mig selv, fordi jeg ikke kan finde ud af at respektere mine egne behov.
Det er så indviklet med de tre fingre, der peger mod en selv.
Hvor længe kan man befinde sig på det modul?! Og hvad skal der til for at bestå og opnå sine dyrbare points – så man kan få sin master i “det gode liv”. Falder jævnligt i dette hul – og tror at det er nogle andre (eller mere ærligt/præcist min mand) som skulle og burde gøre noget andet, så det blev nemmere at være mig – så jeg ikke selv behøvede at knokle for at tage ansvar for at få opfyldt mine behov. Jo mere presset jeg er, jo mere travlt får jeg med det helt forkerte; alt muligt udenfor mig selv.
Med hensyn til at bestå, så har jeg fattet projektionsteorien, men hvad er kravene til mestring i praksis? Kendskab, genkendelse, kontinuerlig holden sig på egen banehalvdel, at man bliver i processen, at man gør sit bedste – om det så slår til eller ej..