Du kender situationen, hvor man har små-travlt på vejen mellem a og b, men man havner bag en traktor, der ikke trækker ind, linierne midt på vejen er dobbeltoptrukne, og der er rigeligt med modkørende. Blodtrykket stiger i takt med minutterne, der går.
Nøjagtigt sådan føles mit liv. Her og nu. Jeg er utålmodig efter at tage hul på anden akt af mit liv. Jeg har i den grad lyst til at foretage hasarderede overhalinger for at forcere min fremdrift mod målet. Men traktoren der snegler sig frem foran mig er umulig at passere i øjeblikket. Så jeg venter i en kogende tilstand ala løve-i-bur på at der bliver fri bane. Eller at traktoren sætter tempoet bare lidt højere.
På den ene side er jeg i besiddelse af mængder af rastløs energi og kærligt overskud, som jeg ikke kan få afløb for – manisk løber jeg rundt i skoven, cykler på arbejde og plastrer alle ledige stunder til med aftaler, så tæt at jeg knap magter at holde dem. Og samtidig er jeg så mørbanket af følelsesmæssige op-og nedture, at jeg næsten ikke kan overskue at sætte den ene fod foran den anden. Nøjagtig som når man er blevet alt for sulten og ender med at udmatte maven nærmest før man kom igang. Der er så meget, jeg skal nå, men jeg har ikke helt tid til vente på at samle kræfterne til at gøre det.
Heldigvis står min traktor jo ikke stille, så fremad går det dog, men der trommes hektisk på rattet heromme på bag-perronen. Jeg har en konstant panisk fornemmelse af at være lige ved at komme for sent til min egen fremtid.
Mit livs tempo trænger til at blive synkroniseret.
Tid og tempo og tilstedeværelse er svære størrelser. Hvis tiden suser afsted, er det fordi man ikke er nok tilstede. Hvis den snegler sig afsted, er det fordi man udfylder den med det forkerte. Hvornår går det for hurtigt, så man ikke kan følge med. Hvornår går det for langsomt, så man keder sig eller falder i søvn. Hvordan finder man sit eget skiftende tempo. Øvelse.. og at tage sine impulser og behov alvorligt. Hver ting til sin tid. Det der virkede i går, er ikke nødvendigvis rigtigt i dag.
Og allersværest som du beskriver, utålmodigheden og angsten for ikke at nå det hele. Som du beskriver det, så er der noget uden for egen styring og indflydelse, at køre bag ved en som kører for langsomt. Det gælder om altid at se på sig selv, ikke gå med på illusionen om at andre kan bestemme farten og holde en tilbage – det kan man kun selv. På mange måder..
Lad os filosofere; hvis man kører bag en traktor og gerne vil hurtiger frem, hvilke muligheder er der så..
1. Overhaling; udenom, indenom, blinke, dytte, give tegn..
2. Acceptere, sætte musik på og nyde omgivelserne..
3. Dreje af ved første afkørsel. Vende bilen, køre den anden vej.
4. Frontal påkørsel. Køre op i røven på traktorer..
5. Kaste sig ud af bilen. Skifte køretøj til noget andet..
6. ..
Man kan gøre mangt og meget, men det er dumt at ligge det udenfor egen indflydelse, for så føler man sig magtesløs, man giver sin handlekraft væk.. Så kan man med rette frygte ikke at nå det hele og så går man glip af meget..
Så nemt og så uendelig svært er livet. At finde sit eget tempo og gå sin egen vej – og håbe at det passer sammen med dem man holder af, for så kan man følges ad. – Elsker at følges med dig!
Jeg synes det er en svær dobbelthed i på en gang føle, at jeg keder mig pga. sneglefart og samtidig have så meget fart på, at jeg næsten bliver køresyg ind imellem.
Oveni er der tilvænningen pt til balance-gangen i at have børnene halvdelen af tiden = langsomt tempo og være alene resten af tiden = uptempo. Omstillingen er svær.
En ting vi kan blive enige om er, at det er vigtigt, at man/jeg selv tager styringen.
Derfor mht. dine løsningsforslag:
Absolut ikke nr. 2. Eller 3. For retningen er jo rigtig nok. Jeg ved – for nu at blive i en velkendt metafor – sådan set godt hvilken slags grød det skal være, der skal til for at kurere min sult.
Så hellere en vovet nr. 1 eller 4 = køre op i røven på traktoren.
Det gælder jo heller ikke kun om at komme af med/forbi taktoren/stopklodserne, men at undersøge hvornår det er nødvendigt at handle og hvornår det er nødvendigt at køre ned i tempo. Det er vel det du mener med øvelse.
Måske er det fordi jeg har været i en slags dvale i så mange år at jeg har en panisk smed-mens-jernet-er-varmt fornemmelse. Eller også har jeg faktisk travlt. Hvem ved, jeg gør ikke helt.
Og sidst men ikke mindst så er der jo også en lidt mere konkret traktor, ja der er jo faktisk mere end en, som jeg ikke rigtigt kan finde ud af at håndtere. I det forkerte tempo på det forkerte tidspunkt – det var det der med at det optimale er at følges.
Man skulle ikke tro at vi ses flere gange om ugen og snakker sammen hver dag :-)
Er glad for at du vil følges ;-)