Der foregår mangt og meget i supertankr-kulisserne, som ikke kommer gennem censuren og frem til udgivelse. Selvfølgelig havde jeg nær sagt. Der er grænser for mod og ærlighed. Og hensyn at tage til diskretion. Og relevans. Og privatliv. Og alt muligt andet.
Men der er også en trang til at updatere status for eksempel på dilemmaet: Part I
Jeg skrabede alt mod sammen og gik hen til den varme grød. Og alene bevægelsen derhen – at samle modet og udføre handlingen – det sendte mig afsted på en optur uden sammenligning. Fordi jeg valgte mig selv. Det var en slags gennembrud – en vigtig milepæl. Jeg kogte simpelthen over af ren begejstring over de muligheder modet åbner i fremtiden. Her ligger nye lovende, men ukendte destinationer. Og her ligger håbet.
Og grøden – ja, det er ganske enkelt min livret. Udsøgt, veltillavet og delikat. Og langt fra rækkevidde. Helt, som jeg hele tiden vidste og frygtede. Her lurer nedturen og håbløsheden.
Og konsekvenserne – det er stadig uafgjort. Hvor der handles, der spildes. Men måske kan der også vindes ukendt land.
Status – er et rod af op- og nedture, håb og håbløshed. Og omvejen frem, der stadig er ukendt.
I tilværelsen er der overraskende få valg, man kan gøre det rigtige, eller man kan gøre noget andet. Man kan gå efter at blive helt tilfreds eller man kan opgive. Det første er hårdt og fast arbejde, det andet er farligt, udhulende og spild af liv.
Hvis man elsker grød, kan man ikke leve af brød eller kaviar for den sags skyld. Der er noget særligt som stiller ens sult, det er ikke lige gyldigt hvad man indtager. Kunsten er at finde vej, uden at gå på kompromis. Hvis noget er udenfor rækkevide, så må man flytte sig. Forfølge det man vil have, indtil man får det eller er tilfreds med sin indsats og betydningen flytter sig og man måske får lyst til noget andet. Dette må ikke forveksles med opgivelse – den afgørende forskel er, at man er tilfreds med sig selv, ikke går med opgivelse, fornuft, hvad man skulle og burde, man afviser ikke sig selv.
Jeg havde en klient engang, som spillede en virkelig dårlig Østkyst Hustlers rap for mig – alligevel var jeg rørt, tænker på det når nogen siger håbløs. “så længe jeg er håbløs – så er der håb endnu” meget spisfindigt, sprogligt – og følelsesmæssigt. Der er håb, selv i håbløshed. Og så er der løshed ?!
Jeg er så sulten, at rumlen overdøver alt andet. Det ved du jo eftersom du lægger øre til mange lange snakke om, hvordan jeg får stillet denne håbefulde sult.
Om jeg så skal have foretaget kirurgiske armforlængende indgreb for at kunne nå livretten, så kan jeg ikke andet end at forsøge at overkomme afstanden.
At forfølge tilfredsheden.