Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Category: Råt for usødet (page 2 of 2)

I malerkassen

malerkasse1.jpg

malerkasse2.jpg

malerkasse3.jpg

I min forældres baglokale gemmer fortiden sig. I lag. Fra gulv til loft. Et overfyldt raritets kabinet med mine værker helt fra gymnasietiden.  Jeg åbnede i dag min malerkasse for første gang i et helt år. Det var som et kirurgisk snit direkte mod hjertet. Overvældende følsomt, det kan kun gå med forsigtige skridt fremad.

Startede langsomt og som altid efter en lang pause med at kopiere Michelangelos Pietà. Et af mine yndlingsværker som i al sin hellighed er ikonisk. Men på det personlige plan handler det selvfølgelig også om en moders kærlighed til sin søn. Og tabet af sønnen og Guds søn. Uovertruffen inderlighed.

michelangelo-pieta.jpg

En anden parafrase over værket er lavet af Sam Taylor-Wood (og bemærk med Robert Downey Jr. på skødet… der kunne man godt gå hen og blive misundelig)

Kompliment

Julius: ‘Alle mennesker prutter, men du prutter ikke så tit, mor’

gaas2.jpg

For ikke så længe siden fik jeg at vide, at komplimenter preller af mig som vand på en gås. Nu prøver jeg at samle dem sammen og tage dem ind under fjerpragten, istedet for at fokusere på negative strømninger, for de lever sandt for dyden (sandt for dyden – interessant udtryk for øvrigt) i bedste velgående og er noget sværere at få til at prelle af.
Det er en stor supertanker at vende mod nye destinationer.

Kreativ, inderlig, modig, smuk, energisk, fantastisk, moderat pruttende. Tja, jo, måske … nå, okay så.

Tak for komplimenterne.

Hvis og hvis…

terninger.jpg

Jeg ville ønske, at det ikke var så svært at være modig, og jeg ville nogle gange ønske, at jeg kunne gardere mig mod at træffe forkerte valg.

Når der er noget man brændende ønsker sig, kunne det være så dejligt, om man kendte vejen hen mod målet, eller endnu bedre at vide om der er en vej derhen. Sikke al den energi der går med at gennemtænke scenarier: skræk-, worst-case- og drømmescenarier. Hvad nu hvis dit, og hvad nu hvis dat.

I disse måneder er livet en lang række af dilemmaer og valg.

Men det hjælper ikke at tro at man  kan spekulere sig tættere på målet. Der er kun et at gøre. At gøre. At handle. At vove.

What if 

Every step that you take
Could be your biggest mistake
It could bend or it could break
But that’s the risk that you take

Facade

facade3.jpg

 Introvert eller ekstrovert. Indadvendt og udadvendt.

At holde facaden, at lade som ingenting, at tage sig sammen, at stå det igennem.

Opdraget til ikke at lade det ydre afspejle det, der er indeni, og gemme reaktionen til et enerum. Det bliver dog tiltagende mere umuligt for mig at gemme tingene væk under et neutralt lag fernis og foregive. Og det hænger vel også sammen med valget af ærligheden.

Der går lige nøjagtigt ikke ret lang tid (efter mine standarter), fra jeg tager en principiel beslutning om, at smække låget i, til det springer op og trolden kommer ud.

facade1.jpg

Pæn og glat.

facade2.jpg

Inside it’s a big old mess

Come on, oh my star is fading
And I see no chance of release
And I know I’m dead on the surface
But I am screaming underneath

Amsterdam – Coldplay

Om ærlighed og identitet

Spekulerer i disse måneder over ærligheden, om dens konsekvenser, om mod, om strategi, om at være ærlig overfor sig selv og andre. Om hvor meget og hvor lidt man skal sige. Er tavshed i nogen tilfælde næsten det samme som løgn eller er tavshed guld.

m_hatbw.jpg

Er det at lyve hvis man siger det, man tror andre gerne vil høre, fordi man er bange for om de vil være sammen med en, hvis man står ærligt frem? ‘Når man lyver skjuler man sig’ siger Katrine Lilleør. Jeg har nok ligget lidt i skjul i mange år – også for mig selv.

Jeg forsøger at gøre op med fortidens identitet som umodig selvbedrager. Og blive bedre til at sige tingene som de er, og så mande sig op til at tage konsekvensen. Også selvom konsekvensen er dårlig stemning, afvisning og uvenskab.

Men der er da situationer, hvor jeg skælver, det svimler, og jeg tænker at den hudløse ærlighed, jeg forsøger at lægge for dagen åbner et afgrundsdyb af konsekvenser. Sandheden er ind imellem ilde hørt. Der kan jo opstå en lavine af reaktioner på ærligheden, der kan betyde et kuldsejlet parforhold eller et mistet venskab.
Men jeg har også erfaret i min nye virkelighed, at det trygge øje i konsekvensernes orkan jo er der, hvor man ved at ens egen sti er ren og ærlig. Og kan man ikke regne med omverdnen, så kan man da regne med sig selv.

Men hvad er det for noget, det der med at fordreje sandheden. Kan det at lyve ikke gradbøjes? For det er vel ikke lige i alle situationer, at man nødvendigvis skal stille sig op og braldre ud med sin mening. Igen: kan tavshed være guld?

Fik på vejen til København fingrene i Ud og se, der netop havde en længere artikel om løgn. Henrik Dahl siger sågar, at samfundet ville bryde sammen uden den lille hvide løgn, at det er en måde at vise omsorg på. At vi beskytter andre menneskers værdighed ved fx. at lyve om, at deres elendige kogekunst smager godt. Hm måske…

Simon Kvamm tweet: Ganske fint, at mediernes små iscenesættelser kommer frem i lyset (Sporløs og P4)…hvide løgne fortalt mange gange blir efterhånden grå!

Men altså kan man gå balancen mellem at droppe alle sorte løgne og kun lyve en lille hvid, hvis det er et bevidst valg om at skåne omverdenen? Og skåne dem for hvad? Man kan jo også nogen gange bare holde kæft. Guld.

Siden sidst part II – en anden virkelighed

Nu er der ikke bare løbet meget vand gennem åen siden sidst, der er snarere tale om en syndflod. En syndflod der har revet meget ned på vejen og sat mig af på en helt anden station, end jeg oprindeligt bestilte billet til.

Supertankr’ne har haft meget travlt med at bearbejde, forstå og navigere i en ny virkelighed på den station, hvor jeg er stået af. Skrivetørken er opstået ikke ud af en mangel på input, snarere af overdrevet meget input og hvordan fortæller man om en virkelighed, der hele tiden skifter form og udseende.

En klog mand har fortalt mig en historie om virkeligheden og om, hvor vigtgt det er at forstå hvor forskellig virkeligheden kan være for mennesker, der synes de betragter og beskriver den samme virkelighed. Sandheden om virkeligheden findes ikke. Alt vi kan gøre et at lytte og forsøge at begribe at der er andre virkeligheder i verden end vores egen.

… 

En gammel indisk historie beskriver tre blinde mænd som på deres vandring støder på en elefant. De har aldrig hørt om et sådant dyr. Den ene går hen til elefantens ene bagben og udtaler:
“Dette dyr er som en søjle med en ru hud omkring.” En af de andre rører ved en stødtand.
“Nej, dyret er hårdt og glat, det krummer og ender i en spids.” Den tredie får fingrene i elefantens snabel.
“Ingen af jer har ret. Dette dyr er langt og blødt og det bevæger sig.”

Når to mennesker der troede de delte virkelighedsopfattelse pludselig kastes med raketfart i hver sin retning, ja så kan man blive chokeret over at man pludselig nærmest ikke taler samme sprog og slet ikke formår at genkende virkeligheden i den andens perspektiv.

Er stået af i Singleton.

One

Skeen i den anden hånd

Man ved man er blevet lidt for tyk, når det ikke længere kun er børn og fulde folk, der spørger om man er gravid.

… og man ikke er det.

Fedt nok. Øv.

Two down, two to go

Omgangssygen hærger. Jeg vil spare Jer for detaljer.
Alle aftaler aflyst. Nu sidder vi og hænger, mens vi rider stormen af.

Anerkendelse

 wood.jpg

Jeg var engang til bryllup, hvor brudens far i sin tale sagde noget helt enkelt som alle børn vel længes efter at høre: ‘Vi kan godt lide den måde I gør tingene på.’
En af de ting jeg anstrenger mig for er at udstyre mine drenge med et solidt selvværd. Håbet er, at de skal vide, hvem de er og hvad de selv vil.
På dårlige dage cykler jeg nemlig selv forvirret rundt i at opfylde andre menneskers forventninger til mig, eller hvad jeg forestiller mig, at de forventer eller ønsker af mig.
Det er svært, når jeg står i en situation, hvor det er umuligt at gøre alle parter tilfredse. Men værst er det, når fornemmelsen af at nogle er skuffede eller sure på mig, og panikken vokser fordi det vigtigste er at alle er glade, og at folk kan lide den måde jeg gør tingene på. Desværre drukner mine egne behov i den usunde cocktail. Jeg er faktisk konstant i tvivl om jeg nogensinde gør noget, jeg selv gerne vil. Øv. Men jeg kunne måske have været blevet en udmærket diplomat.
Spørgsmålet er så, om jeg kan lære noget fra mig, som jeg ikke selv mestrer.

Newer posts

© 2018 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑