Forskellen på at få barn nr. 1 og barn nr. 2 er omfattende.
Første gang var alting nyt, og mit fokus var i den grad rettet mod vækst og trivsel. Alt der røg indenbords blev observeret. I den henseende var jeg at finde i kategorien ‘typisk førstegangsfødende med tendens til fanatisme’. Første gang ved man jo ingenting, så derfor kommer tingene ud af proportioner. Hos nogle. Julius har fra dag et ligget nøjagtig på gennemsnittet for den størrelse normalbarnet har. Ingen slinger i valsen.

Anden gang har jeg været noget mere easy-going. Det var mit klare mål at tage mere afslappet på tingene og lægge vækstkurverne lidt til side. Det lykkedes rigtig godt, og desuden fik vi jo en dreng, der struttede af liv. Og når man har førstefødte vimsende rundt, så ER der slet ikke tid til bekymring af samme omfang.

Sigurd har netop passeret fødselsdagen. I den anledning stillede vi ham vanen tro med ryggen mod muren for at måle fremskridtet og føre det til protokol. Her opdagede jeg til min forbløffelse, at han ikke matcher storebror i højden, selvom han var større ved fødslen. Det er måske ikke i sig selv noget at bekymre sig om. Men det efterfølgende tjek hos lægen bekræftede mistanken, der var begyndt at vokse hos mig. Hans vækstkurve er knækket mere end godt er, lægens egne ord. Fra to trin over normalen til et trin under.

sigikasse.jpgsigikasse2.jpg

Væk er den afslappede holdning, og jeg er rutschet tilbage til fase et. Jeg føler mig lidt snydt, for med Julius bekymrede jeg mig uden grund, og med Sigurd droppede jeg bekymringerne, og så vokser han ikke som han skal. Og jeg opdagede det ikke engang. Det er kraftedme typisk, ja undskyld jeg bander.

Hvad gik der galt: ja jeg tæsker lige nu rundt som en mus i en trædemølle for at finde et svar. (Ihvertfald inde i mit hoved) Der kom jo lige en flytning på tværs, som tog en masse overblik over situation Sigurd. Men jeg har dog hele tiden syntes, at han har spist godt, været glad og tilpas og derfor ikke spekuleret på det. Det trøster mig stadig.

Og hvad så nu? hvis han ikke retter sig, skal han undersøges nærmere. Jeg synes dog der er længe til vi skal til læge om tre måneder. Jeg har ringet til sundhedsplejersken for at få et godt råd.

Et barn er en fantastisk berigelse i ens liv. Men på bagsiden af medaljen findes angsten, angsten for ikke at gøre det godt nok og angsten for at miste.