beatles1.jpg

Før eller siden vil den personlighedsstrategi, vi tog til os i barndommen for at overleve vores familiære omstændigheder, blive en hindring for vores videre udvikling. Det vil uundgåeligt føre til en eller anden form for identitetskrise og tvinge os til at se mere bevidst på, hvad det er, vi gør ved os selv. På denne måde bliver identitetskrisen ofte begyndelsen på en personlig udviklingsvej, hvor vi åbner for den større intelligens, vores sunde fornuft og andre kraftfulde indre ressourcer, der har været låst fast i vores programmerede personlighed.
John Welwood,“Towards a Psychology of awakening”

Selve ordet “identitet” stammer fra den latinske rod idem, som betyder “den samme”. Når man taler om et menneskes identitet, fæstner man sig altså ved, at der er noget ved personen, som “altid” er det samme.

I min identitetskrise har det føltes som om jeg blev væk fra mig selv,  og jeg er nu ved at finde et nyt fundament at stå på, efter det gamle er skredet.
Jeg husker tydeligt, at jeg for præcis et år siden desperat sagde til min bedste ven: ‘Hjælp mig, jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg har ingen mening om noget som helst  og jeg ved ikke, hvad jeg kan lide. Jeg ved bare, at jeg er stresset over at skulle holde styr på, hvad alle andre synes jeg skal gøre.’

long-winding-road.jpg

The long and winding road

Så jeg måtte starte forfra og viske tavlen ren. Nu stykker jeg mig selv sammen brik for brik. 

beatleshaar.jpg

I min søgen efter ting som jeg er helt sikker på at jeg kan lide, genfandt jeg Beatles. Ja, The Beatles. The fab four. John, George, Paul & Ringo. Ikke sådan at forstå at de har været væk, men dog delvist begravet sammen med mig selv.

Og min gamle passion for Beatles er nærmest blevet symbolsk for mit liv og min nye ståen ved mig selv.

Det hele startede, da jeg var 10-12 år og min mor indkøbte en samling af Bealtes udgivelser på kassette bånd. Jeg tror aldrig rigtig, hun fik hørt dem ret meget, for jeg skovlede dem til mig og tog hul på dette musikhistoriske kernekapitel fra en ende af. Jeg forelskede mig dybt og dyrkede musikken intenst i uger, måneder, ja for altid…
Men det triste ved den historie – her findes måske en af nøglerne til mit livs omveje – er at ud over mine forældre, der nok ikke kunne undgå at høre, at Rubber soul kørte på repeat måned efter måned, så var Beatles en hemmelighed. Min bedste veninde vidste det ikke, jeg gemte båndene væk, når jeg fik besøg, for det var jo slet ikke Beatles de andre hørte. Så mine forestillinger om, hvor forkert de ville synes jeg var fik mig til at holde kærligheden hemmelig.

Gæt hvem der hører Beatles konstant i øjeblikket?

Jeg har fundet et destillat af mine egne præferencer. Her er jeg.

I don’t know why nobody told you
how to unfold you love
I don’t know how someone controlled you
they bought and sold you

I look at the world and I notice it’s turning
While my guitar gently weeps
With every mistake we must surely be learning
Still my guitar gently weeps