Kynikeren udtaler: ‘Man får ingenting for at være flink’

Min far svarer: ‘Men alligevel bliver jeg ved med at gå og håbe’

kloever.jpg

Tossegod er man, når man er gavmild på en enfoldig eller naiv måde. Uselvisk, altruistisk, generøs, hjælpsom og betænksom.

Jeg er opdraget til tossegodhed. Opdraget til at dyrke glæden ved at glæde andre. Og finde anerkendelse ved at være opofrende. At lykken findes i at hjælpe andre. Opdraget til at det er skamfuldt at være egoistisk. Opdraget til at udsætte, tilsidesætte, men desværre også ligefrem at undertrykke egne behov.
Bagsiden for mig er, at jeg godt kan ende i en offerrolle, et martyrium – jeg kan ihvertfald  høre mig selv tænke, at os gode og pletfri mennesker vi er hævede over pøblen nede i det egoistiske søle. Jeg ser hånligt ned på smålighed og grådighed. Måske er det fordi jeg ikke er fuldt uddannet som ægte tossegod.

Men jeg har altså en nedarvet trang til at give uden at forvente at få noget retur. Og så alligevel, for vi er jo ikke rene helgener, for som far siger, så går man dog alligevel og håber, at al den godhed ikke er spildt. At sødheden kommer tilbage, om ikke andet så som god karma.

Vi tossegode håber, at vi kvalificerer os til at blive elskede. Vi længes efter at blive behandlet ligeså godt.

Og nogle gange bliver vi skuffede. Nogle gange er utak verdens løn – og os tossegode ved ikke noget værre end utaknemmelighed. Den rædsomme fornemmelse af, at min godhed bliver taget for givet. Forskrækket over verdens ondskab. At andres virkelighed er så anderledes end vores. Og dermed håndsky, så vi har svært ved at tage imod andres gode gerninger. Men når jeg så møder anden sjæl, der er tossegod på samme måde som mig, der gør et eller andet fantastisk uselvisk for netop mig, så bliver jeg som gelé. Og tuder som pisket. En enkelt strøg med hårene og troen på tossegodheden er genstartet på et spilt-sekund. Jeg er nem. Og naiv.

Får man ingenting for at være flink? Er utak verdens løn?