Er der noget værre end at komme ud på det overdrev, hvor man er så stresset over ikke at kunne falde i søvn, at man ikke kan falde i søvn.
Rutinen lyder: to timers rotation omkring egen akse, hvorefter panikken indfinder sig, derefter opgivelse og dernæst søvn. Det betyder mindre, hvis det bare er en enkelt gang om måneden, og det ville også betyde mindre, hvis der ikke var et vilddyr, der slog øjnene op mellem seks og syv og krævede ens udelte opmærksomhed.
Men de sidste fjorten dage har jeg brudt rutinen, skabt en ond skrue og sovet så lidt, at jeg faktisk fik hjertebanken, når jeg lukkede øjnene og kom helt derud, hvor jeg – når jeg endelig sov – drømte at jeg ikke kunne sove. Selv ikke efter en stroppetur rundt i Lissabon, hvor vi gik 20000 skridt på en dag (ja, jeg har fået en skridttæller, det vender vi tilbage til en anden gang) kunne søvnen indfinde sig. Stress-relateret selvpineri kan det defineres som.

Det er ikke noget, jeg har fra fremmede. Men problemet har på forunderlig vis sprunget et generationsled over, da min mor har det bedste sovehjerte i miles omkreds, men mors mor! ja hun kan også det der med at ligge vågen.

Men… i aftes – åh, det var skønt – sov jeg. Tror den onde skrue er knækket for denne gang.