Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Beatlemania

beatles1.jpg

Før eller siden vil den personlighedsstrategi, vi tog til os i barndommen for at overleve vores familiære omstændigheder, blive en hindring for vores videre udvikling. Det vil uundgåeligt føre til en eller anden form for identitetskrise og tvinge os til at se mere bevidst på, hvad det er, vi gør ved os selv. På denne måde bliver identitetskrisen ofte begyndelsen på en personlig udviklingsvej, hvor vi åbner for den større intelligens, vores sunde fornuft og andre kraftfulde indre ressourcer, der har været låst fast i vores programmerede personlighed.
John Welwood,“Towards a Psychology of awakening”

Selve ordet “identitet” stammer fra den latinske rod idem, som betyder “den samme”. Når man taler om et menneskes identitet, fæstner man sig altså ved, at der er noget ved personen, som “altid” er det samme.

I min identitetskrise har det føltes som om jeg blev væk fra mig selv,  og jeg er nu ved at finde et nyt fundament at stå på, efter det gamle er skredet.
Jeg husker tydeligt, at jeg for præcis et år siden desperat sagde til min bedste ven: ‘Hjælp mig, jeg ved ikke, hvad der sker med mig. Jeg ved ikke, hvem jeg er. Jeg har ingen mening om noget som helst  og jeg ved ikke, hvad jeg kan lide. Jeg ved bare, at jeg er stresset over at skulle holde styr på, hvad alle andre synes jeg skal gøre.’

long-winding-road.jpg

The long and winding road

Så jeg måtte starte forfra og viske tavlen ren. Nu stykker jeg mig selv sammen brik for brik. 

beatleshaar.jpg

I min søgen efter ting som jeg er helt sikker på at jeg kan lide, genfandt jeg Beatles. Ja, The Beatles. The fab four. John, George, Paul & Ringo. Ikke sådan at forstå at de har været væk, men dog delvist begravet sammen med mig selv.

Og min gamle passion for Beatles er nærmest blevet symbolsk for mit liv og min nye ståen ved mig selv.

Det hele startede, da jeg var 10-12 år og min mor indkøbte en samling af Bealtes udgivelser på kassette bånd. Jeg tror aldrig rigtig, hun fik hørt dem ret meget, for jeg skovlede dem til mig og tog hul på dette musikhistoriske kernekapitel fra en ende af. Jeg forelskede mig dybt og dyrkede musikken intenst i uger, måneder, ja for altid…
Men det triste ved den historie – her findes måske en af nøglerne til mit livs omveje – er at ud over mine forældre, der nok ikke kunne undgå at høre, at Rubber soul kørte på repeat måned efter måned, så var Beatles en hemmelighed. Min bedste veninde vidste det ikke, jeg gemte båndene væk, når jeg fik besøg, for det var jo slet ikke Beatles de andre hørte. Så mine forestillinger om, hvor forkert de ville synes jeg var fik mig til at holde kærligheden hemmelig.

Gæt hvem der hører Beatles konstant i øjeblikket?

Jeg har fundet et destillat af mine egne præferencer. Her er jeg.

I don’t know why nobody told you
how to unfold you love
I don’t know how someone controlled you
they bought and sold you

I look at the world and I notice it’s turning
While my guitar gently weeps
With every mistake we must surely be learning
Still my guitar gently weeps

6 Comments

  1. Uhyggelig godt eksempel på hvordan man holder på sig selv, hvordan man vil gøre alt muligt for at passe ind. Synes personligt Beatels er mærkeligt, men er vild med mennesker som står ved sig selv med deres særheder!
    Tænk hvis flere sagde noget mere om det man forsøger at skjule, så ville det nok være mere mangfoldigt og farverigt.
    Alvorligt og spændende er det at finde ud af hvad man kan lide, hvad man går ind for, hvor ens grænser er og hvad der er selve kernen i personligheden. Identitet er noget mere ydre – mener jeg. Som hænger sammen med selverne.
    Det materielle selv; alt det vi omgiver os med og bruger til at definere og vise hvem vi er, ting, bøger, tøj, bil, hus..
    Kropsselvet; hvordan man har det med sin krop og helbred.
    Det sociale selv; alle vores roller, mor, adjunkt, datter, veninde, beatelsfan, blokker, kollega, elskerinde, jyde, cyklist, princesse..
    Det indre selv; det der ligger hjertet nærmest, værdier, normer, følelser..
    Man kan analysere sig igennem sit eget billede, tage stilling til om tingene har deres rette plads, hvad der er vigtigst, prioritere, og se på hvad er godt nok – hvad skal være anderledes. Vi ved mere end vi tror!

  2. Marlene

    31. maj 2010 at 20:24

    Beatles mærkelig. Com’on. Vist ikke mere mærkelig end hende din heltinde S Brøgger… The fab four er sgu da ret poppede.
    Nå anyway. Apropos at finde grænser så er jeg jo ved at lære noget om kroppens signaler på mine grænser. Ondt i ydersiden af armene når jeg ikke har holdt mine egne grænser, og den mere klassiske: flere forskellige variationer at ondt i maven ved magtesløshed.
    Kroppen vidste mere end jeg troede. Det gælder vist også om at lytte.

  3. “The Long and Winding Road” er jo fra “Let it be” som blev udgivet i 1970. “Here comes the Sun” er fra “Abbey Road” som udkom i 1969. MEN, det helt super fantastiske og meget vigtige for kronologien og udviklingen er at “Abbey Road” var det sidste album der blev recorded mens “Let it be” var en genoptagelse af det forladte “Get Back” – project.

    SÅ: “Abbey Road” er det endelige album forfattet og i udviklingen, men “Let it be” er det sidste rent teknisk.
    Hvilket gør mig helt vildtfantastisk glad, for det betyder jo at rækkefølgen på de to numre bliver følgende:

    Først kommer The Long and Winding Road og så Here comes the sun.

    Det er dælme positivt ;)

    //Winnie

  4. Identitet
    Identitet har noget at gøre med tanker, følelser og perspektiv. En af mine bekendte har ikke bare tanker – hun har super tanker. I bedste Carrie Bradshaw-stil deler Marlene åbenhjertigt sine supertanker med verden, her på http://www.supertankr.dk/ og jeg blev inspireret:
    ”Selve ordet “identitet” stammer fra den latinske ord idem, som betyder “den samme”. Når man taler om et menneskes identitet, fæstner man sig altså ved, at der er noget ved personen, som “altid” er det samme.” Marlene

    Der er noget i os der forbliver det samme, noget uforanderligt. Jeg ved at der ikke findes en eneste fiber eller et eneste atom i min fysiske væren som jeg har med mig fra min fødsel. Over et interval på syv år er alt skiftet ud, alle celler er erstattet af nye…eller er de?
    Som kvinde har man en ration æg, dem er man født med og der kommer ikke nye. Hjernecellerne kommer i det antal som de nu gør og det eneste foranderlige ved dem er de kan stimuleres og de kan forsvinde, men ikke tankes op på ny.
    Identiteten ligger nok ikke i æggene, men måske ligger den i hjernecellerne? Det er der nok nogle der vil forsøge at fortælle dig. Der er noget ustabilt og porøst ved vi er så foranderlige, som vi er. Men er det godt eller skidt? ”Man har et standpunkt til man tager et nyt” – ja det vil jeg f….. da håbe, hvis vi ikke forandrede os ville livet blive en smule trivielt. Og så er der lige ” You used to be cool”. Når man ændre sig, det kan være livssyn, politisk overbevisning eller bare i forhold til vaner, rører det ved andre end os selv. For når vi ændrer os og lader forandringen være synlig eller udtalt, så skal vores omgivende verden forholde sig til det – og til sig selv. ”You used to be cool” det er ikke blot i vennekredsen dette udtryk melder sig, et af de sværeste steder at ændre sig er i familien. Vi lever op til vores mærkat, vores rolle – vi er vores identitet i forhold til helheden eller relationen til et andet menneske. Og når vi nu lige havde aftalt hvem vi var, hvorfor så lave om på det?
    Når et element ændre sig, ja så ændres hele rammen, så ændres helheden som eksempelvis familien, vennekredsen eller arbejdspladsen og det er en forandringsproces, som er svær at forholde sig til, netop da man ikke længere ved hvad man skal forholde sig til.

    At stykke sig sammen…
    Jeg er også i gang med at ”stykke mig selv sammen” på ny. Da jeg fik min datter(som nu snart er fem år) forsvandt mine behov og præferencer, hvad angår blandt andet mad og underholdning. ”Okay du vil gerne have frikadeller tre gange om ugen….jamen deeeet er da okay” og ”Selvfølgelig kan vi se Harry Potter, Monsters Ink og Find Nemo, med dansk tale”. Jeg har simpelthen glemt hvad jeg godt kan lide at spise og hvad jeg gerne vil se af film. Det ved jeg, for min kæreste spørger mig tit og ram´en kører og kører og harddisken er ved at brænde sammen – Error Error Error! Computer says no! ”Jeg ved det for pokker ikke, skal jeg absolut vide hvad jeg gerne vil have til aften!” – hører jeg mig selv svare, i en knapt så charmerende tone. Ja, selvfølgelig skal jeg det. Det er vigtigt at vide hvad man vil, også når det gælder aftensmaden. Så man ikke ender med at være en udefinerbar leverpostejs-agtig masse, der bare venter på at nogen graver en rende man kan løbe ud i eller bare vente på udløbsdatoen kommer nærmere og i øvrigt er ekstremt uinspirerende at være sammen med. Spild af liv.
    Jeg har fundet ud af jeg ikke genfinder mig selv, for jeg er ikke den samme, men i stedet opdager mig selv, dertil hører overraskelser. Marlene elsker Beatles, det gør jeg også …men nu elsker jeg så også country? Hvor kom det lige fra? Det kommer fra min kæreste som elsker ALT ved USA. Han elsker mentaliteten, musikken og landet. Han er passioneret(og overvejer at købe mellemnavnet Ray ;) og jeg er blevet smittet. Jeg er blevet Country-ista, Dolly-ista, Highway Men-ista og Lyle Lovett-ista. Jeg tror faktisk jeg ville have svært ved at finde livet komplet uden Lyle Lovett et par gange om ugen, mindst. Men jeg er færdig med at gemme plader væk, når det kommer gæster, hvor Lyle Lovett ikke lige er deres kop te. Jeg elsker Lyle Lovett. Jeg elsker Lyle Lovett. Jeg elsker Lyle Lovett. Mere præcist, jeg gemmer mig ikke mere.

    Forholdet mellem identitet og tid er en noget metafysisk størrelse. Hvad er det der gør, at vores kvaliteter som mennesker, kan variere gennem et helt liv, men man stadig taler om at være den samme? Et behov for konsistens?
    Måske er man bare den samme over tid? Mennesker har erindringer og erfaringer der binder alle de små bidder, som livet er, sammen. Måske anvender vi de mentale faktorer, som her er hukommelse, som et parameter for personlig identitet? Hvis dette er tilfældet er det den psykologiske kontinuitet og ikke fysiske kontinuitet der er afgørende for vores personlige identitet. Måske omverdenen er uenig? Og omverdenen kommer netop ind i billedet, når det handler om identitet – for med identitet følger image og det at ”høre til”.
    For mig er det at høre til et spørgsmål om en individets forståelse af egen tilværelse og fortolkning af egen situation.
    Måske er det storytelling? Identiteten er måske at holde en helt sin egen fortælling i gang? Og derfor et narrativt element, forstået på den måde at individet må besidde en evne til at opretholde en art livshistorie. Måske er det bare en helt anden blog post ;)

    Lidt til eftertanke:
    “Når du og jeg mødes kan vi oftest sige, at egentlig mødes 6 mennesker:
    Her er jeg – og du, som jeg ser os – og så er der dig og mig,
    som du ser os. Udover altså – os to, som vi reelt set er.” William James

  5. Surprise! Jeg anede ikke, at du var vild med The Beatles. – Sang vi aldrig Yellow Submarine sammen? Jeg sang den tit med Søren, når vi var i bad…
    Den århusianske selvpsykolog, Jan Tønnes Hansen/Tønnesvang, har i øvrigt lavet en super sigende lagkagemodel, hvor vores kerneidentitet/selv er selve lagkagebunden, mens den måde vores identitet kommer til udtryk på, når vi lever og handler, bliver illustrerer ved lysene, der står op fra og fast i lagkagen. Vi kan altså udleve og dyrke nogle enkelte sider af vores selv i en årrække, og senere slukke og tænde nogle helt nye og lysende identiteter, men vi er stadig den samme på bunden (også selv om det i en periode ikke føles sådan).
    Det handler altså om at lede efter og tænde sine aktuelle, mangefacetterede lys og at lade andre gå ud, der hvor vi lige nu mærker, at det giver mening helt nede i lagkagebunden.

  6. Marlene

    5. juni 2010 at 18:29

    Ja surprise. Jeg turde ikke fortælle dig om det dengang. Jæder såbmariin – jo det husker jeg, men det var vist før.

    Interessant medlagkage model. Jeg tror jeg i en periode har haft slukket for alle lys og tester nu hvilke der skal tændes i min nye virkelighed.

    Velkommen hjem. Vi skal snart ses.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

© 2018 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑