Supertankr

Glücklich allein ist die Seele die liebt

Historien om en sjæleven

lost7.jpg

Alle vil gerne findes af en, der forstår. Alle vil gerne findes af en, der ser, der lytter, der griner af de samme vitser og som formår at tune sig på ens kanal.

Nogle gange finder man et menneske, der bevæger sig på samme bøglelængde, hvor man mindst forventer det. I et – udefra set – uforudsigeligt og usandsynligt match. Nogle gange finder man en sjæleven, når man mindst venter det.

Det er, hvad der sker i Sofia Coppolas film Lost in translation. På Park Hyatt Hotel i Tokyo.

Charlotte og Bob lever i hver deres verden, hver deres skrantende ægteskab, hver deres eksitentielle livskrise. Han med en karriere, der er kørt af sporet. Hun med en karriere, der ikke kan komme igang. 20 års aldersforskel.

lost10.jpg

lost3.jpg

De kan ikke sove. De kan ikke forstå deres liv. De kan ikke forstå den japanske kultur. Men de forstår hinanden.

Han er den livskloge mentor, der beroliger hendes urolige sjæl. Hun er hans spejl, der drillende spidder hans krise og slæber ham med ud i livet i Tokyo.
De har ikke en affære, men jalousi og stemningen mellem dem antyder anslag til mere end venskabelige følelser.

En uge bor de på hotellet.

lost5.jpg

De skilles midt i menneskemylderet i Tokyo for at returnere til hver deres liv eller måske for at mødes igen?

Den sidste scene er en omfavnelse, hvor Bob hvisker i Charlottes øre.

Jeg har nu spekuleret i syv år på, hvad han mon hvisker til slut.

Har du et bud?

lost11.jpg


lost4.jpg

Midt i alvoren er filmen smækfyldt med komiske scener om mødet mellem den vestlige og japanske kultur. Smukt og forvirrende og meget grinagtigt.

Bill Murray og Scarlett Johansson i sit es.

9 Comments

  1. Skøn film – tak for at blive mindet om den – og om den slags møder, der minder en om at leve livet…. sødme, smerte, længsel, varme og ja – kærlighed…
    …hvad han visker i hendes øre til slut? Et par bud fra YouTube:
    http://www.youtube.com/watch?v=xgkZHHKSYzQ&feature=related
    http://www.youtube.com/watch?v=xgkZHHKSYzQ&feature=related
    …og så kan vi jo selv drømme, ønske eller gætte på hvad han skulle have sagt.
    Og så det soundtrack…. nice.

  2. Mit bud: Farvel..

  3. Marlene

    28. februar 2011 at 20:57

    @ Christian Ja det er jo ikke uden grund min yndlingsfilm :-) Altså du har sat det samme link ind to gange, er det meningen? jeg har jo så set dem begge to og den slut sætning tror jeg ikke på. Den er da for kedelig.
    @Line Dit bud er også alt for upoetisk og kedeligt. Det er meget muligt at han siger farvel, men han pakker det ihvertfald ind i andre og flere ord.

  4. Og hav det godt. Pas på dig selv.

  5. Marlene

    28. februar 2011 at 22:25

    Arrj Line, kom nu – dig som gemmer en forfatterinde i maven. Giv den nu lidt gas på lyrikken. Se filmen og tænk i Ib Michael-baner, så kan vi snakkes ved om det her.

  6. @Marlene: Nej – beklager det andet link var meningen skulle have været dette:
    http://www.youtube.com/watch?v=-qoCUcgsJW0&feature=related
    (Som også er et mere poetisk bud :-))
    Men måske er det smukke, som nogle fremfører i debatten på YouTube, at vi netop ikke hører det og selv skal gætte og digte. Hvad skal han sige, hvis det skal være en god slutning? Findes det? Er der en god slutning? Uanset hvad de vi vælger som slutning, har den en pris. Enten som enden på noget smukt – eller begyndelsen. Men samtidig med en smerte og et tab.

  7. @ Christian Det synes også meget klart for mig at det er en vigtig pointe fra Coppolas side at vi netop IKKE kan høre hvad han siger. Og selve det er jo dybt poetisk.
    Og jeg tror egentlig ikke jeg leder efter den ‘rigtige’ slutning, kunne bare være sjovt at høre hvad folk tror han siger. Og hvordan folk tolker slutningen.
    Jeg brygger lige nu selv på min version og mit bud derpå.

  8. Jeg synes, jeg har haft en sjæleven, men kan alligevel tvivle. Var det kærligheden, som gjorde han kendte mine allerdybeste hemmeligheder og kendt min person, nogle gange før mig selv eller var det en sand sjæleven, når han vidste, hvad jeg tænkte.

    Jeg tror, det var kærlighed. At vi kendte hinanden så godt.
    Er det værste at miste kærligheden eller en sjæleven? Jeg ved det ikke helt, men kan blive trist over at vi nogle gange mister det, vi elsker allermest.

    -og så indrømmer jeg, at jeg aldrig har set filmen, så jeg vil ikke komme med bud på afskeden, men se positivt på det, at jeg så har filmen til gode :-)

  9. Marlene

    3. marts 2011 at 22:01

    @ Marianne
    Det kan jo også være begge dele – både kærligheden og sjælevenskabet, og det er vel meget naturligt og oplagt at ens elskede og ens sjæleven sagtens kan være en og samme person. Det vil jeg da tro er det mest optimale. Uden jeg dog helt kan sige at have prøvet det. Men det tror jeg du kan… det lyder det til.

    Du har helt klart noget til gode. Se filmen før din sjæleven eller sammen med vedkommende ;-)

Skriv et svar

Your email address will not be published.

© 2018 Supertankr

Theme by Anders NorenUp ↑