Jeg ynder at pudse glorien, når jeg fortæller, at jeg aldrig i mit liv har investeret i et sladderblad.
Men jeg skal vist ikke komme for godt igang: for at være helt ærlig så interesserer jeg mig nok en lille smule for, hvad de kendte og kongelige går og gør. Jeg synes bare ikke, der er en lødig kanal at hente de oplysninger fra, og jeg vil ihvertfald ikke betale penge for det. Jeg må dog indrømme, at jeg er typen, der smugkigger i bladene, mens jeg står i køen i Føtex, og jeg glæder mig til at komme til frisøren, så jeg kan slå mig løs i et risikofrit miljø.
På det seneste er min moral blevet endnu mere anløben, og kan man mon tale om tredobbeltmoral, når jeg bekender, at jeg frekventerer diverse sladderblade og gossipsteder på nettet. Her på mit kontor er der jo ingen kolleger, der kigger over skulderen. Lillebror kan jo knap rejse sig på alle fire, så der er god tid.
Det er vel som en eller anden form for afhængighed – rygning, druk, stoffer – eller okay måske lidt mildere som at trøstespise: man ved bedre, men man gør det alligevel. Skal jeg mon overveje gossip-rehab?