Forleden talte jeg med en ven, der sagde, at en flytning i stressniveau kan sammenlignes med sorgen ved et dødsfald. En prås gik i den forbindelse op for mig. Jeg får tårer i øjnene, bare jeg siger År(hus), bliver modfalden når vi ad omveje hører, at Julius er savnet i hans gamle børnehave og får ondt i maven når jeg ser billeder af vores gamle hus. Der er ingen vej udenom at et stort og velskrevet kapitel i vores liv er forbi, og det er faktisk ret svært. Det havde jeg ikke lige regnet med.

Alligevel kan det nok ikke forklare, at der er rigtig mange dage i disse måneder, hvor jeg ikke rigtig synes, der er noget, der er sjovt.
Måske en slags livskrise, der handler om mere end en flytning, den har måske også en hel del at gøre med den før omtalte uendelige karrierekrise. Men nu har jeg fået lidt arbejde, som jeg eftersøgte. Så det går fremad på den front, men alle de løse ender, og det mål forude jeg ikke kan få øje på, det får mig til at ryste på hånden.
Måske er det en kemisk ubalance et sted i mit hoved. Måske er det fordi jeg sover fragmenteret. Måske er det fordi det snart er jul. Måske, måske, måske.
Jeg er ekspert i at trække mig selv op ved hårrødderne, og den kompetence har jeg god brug for.
Går det mon væk af sig selv.